Forening vil bevare dele af slagtehuset

Det gamle slagtehus i Nykøbing er bygget i 1912. Foto: Claus Hansen

Endnu to bygninger tilhørende slagtehuset er sendt i høring

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING For to uger siden blev en bygning tilhørende det gamle slagtehus i Fejøgade i Nykøbing sendt i offentlig høring. Men da der faktisk er tre bygninger på bygningssættet med den højeste bevaringsværdighed, man kan opnå uden at være fredet, bragte Guldborgsund yderligere to bygninger i offentlig høring i mandags.

Det er Kulturmindeforeningens fortjeneste, siger formand Anita Ulrik Sørensen:

- Det først udsendte var utilstrækkeligt og ville have kunnet påklages. Derfor gjorde vi dem opmærksom på det, og derfor er den ekstra høring udsendt.

Folketidende har forsøgt at tage kontakt til forvaltningen i Teknik og Miljø, men det er ikke lykkedes at komme igennem. Til gengæld bekræftede formanden for teknik, miljø og klimaudvalget, Annemette Johnsen (SF), at der rigtig nok er blevet tilføjet yderligere to bygninger til den offentlige høring.

Anita Ulrik Sørensen forstår godt, hvis nogen tænker, at slagtehuset er lige til en nedrivning. Men hun mener også, at man bør have en plan, før man siger, at der ikke er flere muligheder for at redde dele af bygningen.

- Det er, som om at man flere steder ser gamle bygninger som en stopklods - en forhindring - selv om de kan give anledning til masser af aktiviteter. Og gamle bygninger og bydele tiltrækker turister. De vil gerne kigge på de her historiske bygninger og både se og høre historien, siger hun.

Den sydlige del af havnen er netop også den ældste del af industrihavnen.

- Den nyligt fremlagte og meget smukke og visionære plan med havneudvikling var jo netop med fokus på bevaring. Vi er ikke imod havneudviklingen - tværtimod. Men jeg synes, at man bør huske en del af den her bygning og sætte området op i et andet perspektiv

Annemette Johnsen har også bemærket, at bygningen ifølge helhedsplanen påtænkes at blive fjernet.

- Man har talt om i årevis, at den kan udgøre en fare, men Fødevarestyrelsen har tilladt, at man kan bruge det som slagtehus. I havneplanen lægges der meget vægt på, at man kan bevare og viderefortælle stedets historie. Og det var også det, som det samlede byråd sagde til hinanden, da man godkendte det. Det er vigtigt, at man skal kunne se, at det har været en industrihavn. Der er vist bred politisk enighed om, at slagtehuset er i for dårlig stand til at bevare. Men det kunne være interessant at se nogle undersøgelser af, hvordan det egentlig står til.

Høring af bygning nummer 1 udløber 24. februar, imens høring af bygning 2 og 3 udløber 8. marts.

Læs også artiklen: "Klar til at slagte slagtehus"