Forvaltning indrømmer fejl
Både Annemette Schønberg Johnsen (SF) Og Ole Bronné Sørensen (S) fik minder om sommerhussagen fra Marielyst Ferieby, da de blev bekendt med forvaltningens omgang med byggeriet. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Guldborgsund Kommune kunne hverken dispensere eller give tilladelse i Marielyst Strandpark.
MARIELYST - Det er det største knæfald, jeg har set længe.
Sådan siger Ole Bronné Sørensen (S) om teknik- og miljøforvaltningens ageren, da sagen om et byggeri i Marielyst Strandpark var på udvalgsmøde i teknik, miljø og ejendomsudvalget (TME) mandag.
I forrige uge beskrev Folketidende sagen, hvor grundejerforeningen Marielyst Strandpark Ferieby og nærmeste naboer til byggeriet af to nye, og markant højere, huse i Strandparkens byggefelt A rejste kritik af forvaltningen. Den havde givet dispensation til byggeriet, der blev tre meter højere end andre huse i området, fremgik det af kommunens eget informationsskema om byggesagen.
Men centerchef for teknik og miljø, Jacob Klit-Hansen, forklarede, at der blot var givet en byggetilladelse. Derfor var en høring blandt naboer ikke nødvendig, mente man.
Men grundejerforeningen var uenig, og den inviterede Annemette Schønberg Johnsen (SF), næstformand i TME-udvalget, på besøg i området.
- Lige så snart man kom lidt ned ad vejen, var man ikke i tvivl. Det tårnede sig op og faldt helt udenfor skiven i forhold til de andre huse i byggefeltet. Jeg fatter ikke, hvad der er gået galt her, siger hun.
Ifølge næstformanden vil forvaltningen nu sende en skrivelse til bygherren om at indstille byggeriet.
- Det kommer muligvis til at koste noget, men hellere indrømme fejlen nu, hvor det måske er muligt at rette op på det.
Ole Bronné Sørensen mener, det går for stærkt,
- Hellere gøre det ordentligt end spilde tid med at lave det om. Jeg er lidt sur på forvaltningen over det, for jeg har flere gange bedt om at få på dagsordenen, at vi skal have revideret det her med at udstede dispensationer. Der skal en model og nogle regler til, mener han.
Det lykkedes ikke Folketidende at få kontakt til centerchef for teknik og miljø, Jacob Klit-Hansen, i går. Avisen ville gerne have spurgt, hvad der fik forvaltningen til at ændre holdning til sin afgørelse.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned