Fra savn til folkefest: Ny festuge skal samle hele byen
Mads Staun (tv) fra "Flyttemand Olsens Sangforening" og André Andersen, citychef for Vores Nykøbing, har slået sig sammen om at genoplive den gamle festuge i Nykøbing. Foto: Maria Glasius Lange
Maria Glasius Lange
Festugen i Nykøbing genopstår, og det bliver med fokus på fællesskab, hygge, mad og musik, forklarer arrangørerne. I artiklen her kan du læse mere om deres planer.
Da Vores Nykøbing i januar via Facebook spurgte lokale borgere, hvad der manglede i byen, kom der et klart svar tilbage: De ville have musik. Og de ville have festugen tilbage.
Og da handelsstandsforeningen deler etage med Mads Staun fra "Flyttemand Olsens Sangforening", gik der ikke længe, før de havde besluttet sig for at tage kampen op sammen.
For til sammen kunne de måske noget, som de ikke kunne hver især, forklarer citychef André Andersen. Mads Staun nikker.
Det skal ikke være en drukfest. Det skal være en folkefest, hvor vi meget gerne vil lave noget særligt for børnefamilier.
Mads Staun, Flyttemand Olsens Sangforening
- Vores forening laver Oktoberfest i Nykøbing-hallen med 800 deltagere. Den blev udsolgt på en time, så nu går vi og keder os lidt indtil oktober. Og så kunne vi jo være med til at arrangere en festuge, siger han.
Og det er en forening med mange ressourcer i form af medlemmer med rigtig mange forskellige kompetencer i baglommen. Mads Staun personligt har erfaringer inden for show bizz, imens andre er inden for marketing, trykkeri og bilhandel.
Hvad kan I bidrage med, André?
- Vi kan alt det andet.
Et spørgsmål om tryghed
Efter et møde i Guldborgsund Kommunes økonomiudvalg i mandags stod det klart, at kommunen var villig til at indgå et partnerskab med de to arrangører om at lave en ny festuge.
I går ringede politiet til mig og spurgte, om de måtte komme med til festuge.
André Andersen, citychef, Vores Nykøbing
Med 500.000 kroner i bevilling får kommunen en rolle som hovedsponsor, og det er netop samarbejdet med kommune og myndigheder, som Vores Nykøbing har stor erfaring med.
Læs også: Efter 10 års dvale: Festuge vender tilbage
- I går ringede politiet til mig og spurgte, om de måtte komme med til festuge, konstaterer André Andersen.
Det må de, og det skal de.
For festugen skal være et trygt sted at sende sine unge mennesker hen eller bevæge sig rundt med sine små børn, understreger han.
Og det skal ikke mindst være med et stort fokus på hygge, forklarer de samstemmende.
- Man skal have lyst til at være der fra eftermiddag og til sent på aftenen. Der vil være et hyggeligt område med madboder af høj kvalitet, og der vil være rigeligt med offentlige toiletter.
Plads til børnefamilier
Den oprindelige festuge i Nykøbing blev etableret i 1989 i anledning af byens 700 års jubilæum. Og det var en stor begivenhed igennem 90'erne og 00'erne, hvor store kunstnere kom forbi.
Selvom NFH forsøgte at holde liv i den, døde festugen ud for 10 år siden, men en del borgere vil gerne have den tilbage.
- Og det er måske vigtigt at sige, at det ikke skal være en drukfest. Det skal være en folkefest, hvor vi meget gerne vil lave noget særligt for børnefamilier. Derfor kommer der masser af underholdning for dem i løbet af eftermiddagene, siger Mads Staun.
Den er i høj grad til borgerne for at vise, at der sker noget i Nykøbing.
André Andersen, citychef, Vores Nykøbing
Eftermiddagene er i det hele taget vigtige for også at inddrage butikkerne og handelslivet. Det præcise program er ikke lagt endnu, men det kommer, og det samme gælder udmeldingen i forhold til kunstnere.
- Vi har brug for at kende vores økonomi lidt bedre. Vi er ovenud lykkelige for, at kommunen er med, men dens bevilling kan ikke stå alene. Vi er nødt til at have langt flere sponsorer med, siger André Andersen.
En fest for byens borgere
Hans store ønske er, at gæsterne skal blive overraskede. Og så håber han, at festugen vil vise, at der har været fokus på kvalitet og omhyggelighed i at indrettet Torvet, som man aldrig har set det før.
- Vi har fokus på lys og på indretningen. Og musikken vil ikke være det bærende. Det er ikke en musikfestival. Der bliver også plads til gak og løjer og andet underholdning, forklarer han, og Mads Staun nikker samstemmende.
På Folketidendes Facebook-side har flere brugere spurgt, hvorfor man vælger at lægge festugen fra 21.-23. august ud fra bekymring for, om turisterne så ikke er taget hjem.
- Men for det første er der masser af turister i august. Sæsonen er langt fra slut der. For det andet er festugen ikke kun for turister. Den er i høj grad til borgerne for at vise, at der sker noget i Nykøbing. Det har en betydning for tilflytningen og ønsket om at bo i en by, hvor der sker noget. Og vi ser en positiv tilflytning til Nykøbing. Det er så godt, understreger André Andersen.
Begge understreger, at arrangementet ikke kan lade sig gøre uden frivillige kræfter, som vil komme til at løfte væsentlige opgaver. En del af de frivillige forventes at findes i Flyttemand Olsens Sangforening.