Frederik skal være med i kendt tv-program: Fældede en tåre da han fik opkaldet

46-årige Frederik Skov er født og opvokset i Marielyst. I år er han med i Robinson. Foto: Sille Serup/Viaplay Group

Frederik Skov, der er født og opvokset i Marielyst, skal være med i Robinson 2024. En oplevelse, han selv beskriver som "helt absurd hård."

Offentliggjort Sidst opdateret

På en skiløjpe i Østrig fik Frederik Skov det opkald, som han i flere år havde stræbt efter. Dage forinden måtte han afbryde ferien og tage turen til København.

Den afgørende slutcasting fandt sted samtidig med familieferien, og i denne situation opvejede drømmen skiløjperne.

Samtalen "nailede" han, og efter opkaldet kunne Frederik Skov, der er født og opvokset i Marielyst, nu kalde sig Robinson-deltager. Et, som han siger, "ikonisk" øjeblik, hvor der da også faldt en tåre.

- Det har altid været min drøm at komme med. Jeg er vild med udfordringer og at blive prøvet af. I ens dagligdag ved man, hvad der skal ske i dag og næste uge. Det appellerer meget til mig, og jeg har higet efter at komme ned et sted, hvor man ikke har kontrol over sin tid.

"Nervepirrende" og "spændende"

Den 2. september løber det populære overlevelsesprogram endnu engang over skærmen. For 26 år siden kunne seere for første gang se deltagere kæmpe om titlen og pengene.

I mange år har også Frederik Skov fulgt med. Så intenst, at hans døtre på et tidspunkt sagde, at han "i stedet for at sidde og spille smart i sofaen" selv skulle stille op.

Som sagt, så gjort.

De første par år dog uden held. Selvom han kom langt i castingen, nåede han ikke til Malaysia.

Og da han faktisk kom til Sydøstasien, var det langt fra en skuffende oplevelse.

- Det var så nervepirrende og spændende, så ægte og intenst at stå i det, fortæller han.

Absurd hårdt

Selvom Frederik Skov ikke vil svare på, hvor langt han kom, eller om han vandt, vil han gerne fremhæve episoder fra sin tid i Robinson.

- Jeg synes, tiden i starten har noget ikonisk over sig, hvor du bliver kastet ud på øen uden mad og uden at kende nogen. Instinktivt skal der bygges en bolig og findes mad. Der bliver bygget et minisamfund op, og det synes jeg selv, var spændende. I mange af de tidlige dyster får jeg en central rolle, og det er jeg glad og stolt over, siger han.

Det krævede hårdt arbejde med fire gange crossfit om ugen at træne sig op til programmet. Og fordommen om, at Robinson er et ikke-fysisk hårdt realityprogram, kan han godt aflive.

- Jeg vil bare sige, at det var helt absurd hårdt. En ting er sulten – man fik ikke noget, fra man trådte ud på øen. Der var op til fyrre grader varmt. Man skal bygge hytte og deltage i kampe, hvor alle giver alt, hvad de har. Jeg kan godt sige, at der var flere, som tidligt fik helbredsproblemer. Det var en hård omgang, og flere dejsede omkuld, siger han.

Svært at vende hjem

46-årige Frederik Skovs forældre bor stadig i Marielyst, og da Frederik Skov var noget yngre, havde han sin folkeskoletid i Væggerløse, ligesom han spillede fodbold i den lokale klub.

Efter en række ungdomsår i København fik han sin familie med til Nykøbing, hvor de boede frem til 2018, inden turen gik til Sjælland for at være tættere på arbejdet i Danske Spil.

Det var familien, der opfordrede ham til at stille op, men det var også en særlig oplevelse at vende hjem til familielivet igen, da programmet var slut.

- Det er faktisk svært at vende hjem, fordi det er så intenst og ægte at være dernede. Man er enormt presset, sulten og mærket af savn, så man er sårbar og åbner sig op overfor fremmede mennesker, som du på kort tid knytter stærke bånd til. Når det slutter, og man vender hjem til hverdagen, er det antiklimatisk. Man skal lande i det, for forskellen er kolossal.