Frustrerende bilstøj: Ministeren tørrer ansvaret af, mener John

Erling Skafte-Pedersen (tv.) og John Jensen (th.) fra Kraghave Beboer- og Grundejerforening havde den 23. april foretræde for Folketingets Transportudvalg. Efterfølgende svarede Transportministeren på foreningens klage om støj ved Kraghave. Det svar er John Jensen "skuffet over." Privatfoto

Fjernede træer ved Gaabensevej og byggeriet af en ny rundkørsel frustrerer Kraghave Beboer- og Grundejerforening. Foreningen klagede til ministeren, men svaret var "skuffende."

Offentliggjort Sidst opdateret

Medlemmer af Kraghave Beboer- og Grundejerforening har kæmpet for at beskytte deres boliger mod støjen fra den trafikerede Gaabensevej.

Et større vejarbejde er i gang, hvor Skovalléen og Gaabensevej mødes lidt udenfor Nykøbing. Her skal T-krydset laves om til en rundkørsel, og derfor er mange træer blevet fældet.

Et arbejde, der lige nu betyder, at John Jensen, medlem af Kraghave Beboer- og Grundejerforening, vækkes af arbejdslarmen klokken seks og først slipper for den igen 12 timer senere.

Når arbejdet er færdigt i løbet af 2024 frygter han og foreningen, at beboerne stadig vil være generet af bilstøjen.

Men der er ikke meget hjælp at hente fra transportminister Thomas Danielsen (V).

- Inden projektet blev besluttet, undersøgte Vejdirektoratet støjpåvirkningen og vurderede, at krydsombygningen ikke øger støjniveauet. Projektet indebærer af denne grund ikke opsætning af støjafskærmning.

- Ved anlægsarbejder er det desværre uundgåeligt, at der vil være midlertidig påvirkning af støjniveauet i områderne langs vejen. Når arbejdet er afsluttet, forventes støjniveauet normaliseret, skriver ministeren i et svar på grund- og beboerforeningens klage.

Læs også: Naboer klagede over vejstøj: Her er ministerens kommentar

- Tørrer ansvaret af på Vejdirektoratet

Det svar er John Jensen slet ikke tilfreds med.

- Som jeg ser det, tørrer han lidt ansvaret af på Vejdirektoratet, siger han.

John Jensen påpeger, at der er valgt et såkaldt 0+-alternativ, hvor der ikke er projekteret med et støjværn, som beskytter husene i blandt andet Kraghave.

Hvis 2+2-løsningen var valgt i stedet, havde det betydet, at der kom et flere meter højt værn.

Og det havde ifølge Vejdirektoratet betydet, at "antallet af støjbelastede boliger (dvs. med et støjniveau over 58 dB) vil blive reduceret fra 22 til 1, og der vil ikke være boliger, der bliver påvirket af støj over 68 dB," som styrelsen skriver på sin hjemmeside.

Læs også: Intet værn mod lastbil-larmen: - Det vil kræve en professionel vurdering

Der er dog også en markant forskel i prisen.

Hvis vejen bliver udbygget til fire eller tre spor - 2+1- eller 2+2-løsningen - med støjværn, kommer det til at koste over 450 millioner kroner. Her ville der både være støjværn ved Stubberup, Nordbyen, Ønslev og Kraghave. Mens 0+-alternativet med rundkørslen ved Skovalléen og et lyskryds ved Eskilstrup er over 400 millioner kroner billigere.

Vil ikke ændre støjpåvirkningen

John Jensen og Kraghave Beboer- og Grundejerforening er "skuffede" over ministerens svar. Ministeren mener, at "når arbejdet er afsluttet, forventes støjniveauet normaliseret," og Vejdirektoratet underbygger denne påstand.

Selvom der ikke er lavet en beregning af støjpåvirkningen ved 0+-løsningen, altså den uden støjværn, mener Vejdirektoratet alligevel, at der formentlig ikke kommer mere støj.

Hvordan ved Vejdirektoratet, at støjpåvirkningen vil være uændret, hvis der ikke er lavet en beregning af støjpåvirkningen i 0+ alternativet?

-Der er tale om at bygge et kryds om til en rundkørsel, hvilket ikke vil ændre på trafikmængden. Derfor vil en ombygning medføre mindre støjmæssige ændringer, som ikke vil kunne beregnes, oplyser Vejdirektoratet i et skriftligt svar til Folketidende.

Rundkørslen ved Gaabensevej/Skovalleen kommer til at ligge tættere på en række boliger sammenlignet med det nuværende T-kryds. Hvordan påvirker dette ikke støjen?

- Samlet set vil ombygningen af tre kryds i 0+-alternativet ikke ændre støjpåvirkningen i forhold til i dag. Lokalt vil der ske ændringer af støjen, da en del af trafikken vil komme tættere på de nærliggende boliger. Omvendt vil en del af trafikken blive flyttet længere væk fra boligerne. Samtidig vil en rundkørsel give en mere glidende trafik.

Der er fjernet en del træer for at gøre plads til rundkørslen. Hvordan påvirker de manglende træer støjen?

- Umiddelbart skal beplantningen være tæt, stedsegrønt og bredt beplantningsbælte, hvis den skal have en støjreducerende effekt. Derfor vil det ikke have en målbar effekt, at beplantningen bliver fjernet. Undersøgelser viser dog, at beplantningen kan have en positiv effekt i forhold til de oplevede støjgener. Når trafikken ikke er synlig, kan det betyde, at man føler sig mindre generet af støjen.