Det er på onsdag, at pullerterne som denne i Jernbanegade/Tværgade sættes i drift og lukker for det meste af trafikken i gågaderne. Arkivfoto: Flemming KarlsenFlemming Keith Karlsen
De har stået der længe, men pullerterne i midtbyen i Nykøbing har ikke været i drift.
Det kommer de fra på onsdag 15. juni klokken 11, hvor Guldborgsund Kommune sætter strøm til forsamlingen af afspærringer, så gågaderne bliver - stort set - lukkede for biltrafik.
Det gælder Jernbanegade, Nygade, St. Kirkestræde, Raadhusstræde, Torvet, Vestensborg Allé og Kongensgade.
På Vestensborg Allé og i Kongensgade vil pullerterne være lukkede onsdage og lørdage, mens der er torvehandel fra klokken 10 til klokken 14.
Kort over de forskellige pullerter, der lukker for biltrafikken i gågaderne. Illustration: Guldborgsund Kommune Guldborgsund Kommune
På de andre gader bliver der lukket for biltrafik alle dage fra klokken 11 til klokken 7. Hvis man skal et ærinde med bil her, skal det altså fremover foregå i morgen- og formiddagstimerne fra klokken 7 til klokken 11.
Annonce
Det er dog muligt for beboere og erhvervsdrivende, der har egen parkering i en gård med adgang fra en de afspærrende gader, at få en tilladelse til at køre.
De kan via en aftale med kommunen få et telefonnummer til en eller flere af pullerterne, som så åbner sig for dem, når de ringer. Men der bliver ikke ruttet med disse særlige tilladelser, for kommunen ønsker et "absolut minimum af kørsel i gågaden".
Man kan planlægge sig ud af bøvl
Det er politikerne i teknik- og miljøudvalget, der sidste år - på opfordring fra Vores Nykøbing - besluttede lukningen, og pullerterne har stået klar i det meste af et år.
I disse dage laves den sidste service på dem, og så sættes de i drift fra på onsdag, fortæller trafikingeniør Arne Larsen fra Guldborgsund Kommune.
- Der er sikkert nogle, der vil opleve vareleveringen lidt bøvlet, men det skulle kunne lade sig gøre at planlægge sig ud af det, siger Arne Larsen og henviser til, at levering uden for åbningstid kan foregå på særligt afmærkede pladser i Langgade, Hollands Gaard og Rådhusgården.
Der er sikkert nogle, der vil opleve vareleveringen lidt bøvlet, men det skulle kunne lade sig gøre at planlægge sig ud af det.
Arne Larsen, trafikingeniør i Guldborgsund Kommune
Få henvendelser
Kommunen sendte et brev ud til beboerne i de berørte områder for en uge siden, og der er foreløbig kommet to-tre henvendelser, oplyser Arne Larsen.
- Det er folk, der søger om adgang. Vi har ikke fået hverken negative eller positive reaktioner på ændringen endnu. Men hvis man har spørgsmål eller kommentarer, er man velkommen til at skrive til mailadressen trafik@guldborgsund.dk. Så tager vi os af henvendelserne der løbende, siger han.
Politi, redning og ambulancer har deres egne koder til anlægget, så de altid kan komme ind og ud.