Carsten ”smeden” Petersen og Jesper Holm havde samlet en del af hjælperne ved Hardi Cup 2011, for at takke dem for deres frivillige indsats. Samtidig blev Cuppen evalueret og der blev givet løfter om, at man allerede er godt i gang med planerne for Hardi Cup 2012.
Jesper Holm fortalte, at overskriften for Hardi Cup 2011 må være ”dårlige vejr og højt humør”. For til trods for vejret, hvor banerne var ved at drukne i regn, lykkedes det at få afviklet samtlige 126 kampe ved dette års Hardi Cup og deltagerne virkede glade og tilfredse, så vi fik mange positive tilbagemeldinger på arrangementet.
Vejret stillede store krav til logistikken og Jesper Holm kunne bl.a. fortælle, at man havde pumpet 16.000 liter vand væk fra banerne, for at gøre dem nogenlunde egnede til fodbold. Vejret gav mange udfordringer og det var da også medvirkende til, at nogle af de aktiviteter, som vi gerne ville have sat i værk, ikke mindst i relation til børn og tilskuere, ikke blev realiseret. Det dårlige vejr i 2011 har dog på ingen måde taget modet fra planlægningsudvalget, der er meget fortrøstningsfulde med henblik på 2012, som ”Smeden” sagde: ”vejret kan da kun blive bedre.”
På trods af det dårlige vejr, lykkedes det alligevel at lave et overskud på 50.000 kroner, som er et væsentligt tilskud til, at seniorafdelingen i NAB kan have gode faciliteter og dygtige trænere.
Det var målsætningen, at lave endnu større overskud, men set i betragtning af vejret, var det overordentligt tilfredsstillende resultat.
Ikke kun økonomisk var der klare målsætninger, men også i relation til antal hold. Det var en fornøjelse at konstatere, at vi denne gang havde 31 hold tilmeldt. Heraf ca. halvdelen som i Campen. Det er en flot fremgang i antal hold på næsten 50%, og vi er tæt på at nå de hold, som vi kan have med i Hardi Cuppen. I forhold til antallet af baner, kan vi ikke blive meget mere end ca. 40 hold, hvis det skal kunne lade sig gøre, at give tilstrækkelig spilletid til hvert enkelt hold.
Noget af forklaringen på de mange tilmeldte hold, kan være, at vi har øget satsningen med at fortælle om Hardi Cup på Facebook og YouTube. Derudover hører vi, at mange hold tilmelder sig, fordi de er blevet det anbefalet af andre hold. Det understøttes af, at 80-90% af holdene kommer igen år efter år.
Det er et visionært udvalg som står i spidsen for Hardi Cup, således er der også nye tiltag til Hardi Cup 2012. Det skal ikke alene være et godt fodboldstævne, det skal også være en oplevelse, at være med i Hardi Cup. Udvalget har planer om, at styrke indsatsen omkring Campen. Vi oplever, at dem som bor i Campen er gode til at skabe relationer på tværs af holdene. Det vil vi gerne styrke ved dels at forbedre campingpladsens komfort, men vi overvejer også, om der måske skal etableres en eller anden form for bod og måske aktiviteter i relation til Campen.
Et andet punkt, hvor der skal gøres en ekstra indsats er festaftenen. Det er vigtigt, at dette arrangement bliver en stor oplevelse. Der blev vist klip fra festen i 2011, som kan findes på YouTube, hvor man kunne se, at det helt store hit ved Hardi Cup 2011, var den tyske slager, der hylder fodboldspilleren Lukas Podolski, det blev spillet så meget, at festen blev døbt ”Podolski”-festen. På den måde, var festaftenen i 2011 en aften, som mange vil huske og glædes over længe, det skal yderligere styrkes og udvikles i 2012.
Det er endvidere vores håb, at vi kan tiltrække lidt flere pigehold i 2012, det gør det hele lidt sjovere, hvis der er mere ligevægt mellem kønnene, fortæller Jesper Holm.
Endelig er der i planlægningsgruppen et håb om, at man i 2012 kan gennemføre de aktiviteter for børn og tilskuere, som var planlagt i dette års Hardi Cup. Det må gerne udvikle sig til, at Hardi Cup er noget hele byen samles omkring. Derfor har planlægningsgruppen indledt et samarbejde med Sponsorklubben i NAB. De er også håb om, at det lykkedes at finde endnu flere frivillige hjælpere i 2012. Det kræver mange hænder, at stable så stort et arrangement på benene, det kommer ikke af sig selv. Vi håber, at rigtig mange vil hjælpe med, at skabe opmærksomhed omkring Nørre Alslev og samtidig være med til at sikre gode forhold for vores seniorhold, så vi kan fastholde at være med blandt de bedste på Lolland-Falster, slutter Jesper Holm sit indlæg.
Foto: Nogle af de frivillige hjælpere ved Hardi Cup 2011 som blev takket ved evalueringsmødet