I en tætpakket hal blev de overrasket med 100.000 kroner: - Det betyder sindssygt meget

Hallen var fyldt op, da Sakskøbing Tambourkorps og Brass Band spillede forårskoncert. Privatfoto

Et halvt års arbejde kulminerede lørdag i forårskoncerten med alt fra Kim Larsen til Pirates of the Caribbean - og ved koncerten fik korpset også en bekostelig gave.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag var Sakskøbing Sportscenters hal A godt proppet med musikglade tilskuere. Sakskøbing Tambourkorps og Brass Band årlige forårskoncert satte gulvbrædderne i bevægelse med alt fra afrikanske rytmer, over Kim Larsen-potpourri til Pirates of the Caribbean-toner.

Til koncerten fik korpset også overrakt en donation på intet mindre end 100.000 kroner af korpsets venneforening.

Og pengene skal nok få ben at gå på, fortæller orkesterleder Brigitte Larsen.

Korpset har søgt fonde til en ny pauke, et slagtøjsinstrument, der nemt løber op i 35.000 kroner. Der skal også skiftes tag, og musikerne vil gerne på flere ture.

Derfor betyder det ifølge orkesterlederen ”sindssygt meget”, at der findes sådan en venneforening, der hjælper både økonomisk og praktisk til diverse arrangementer året rundt.

Olivia på 10 år, der står lige bagved trommen, spillede sin første koncert i lørdags. Hun startede i august. På billedet står orkesterleder Brigitte Larsen også sammen med Michael B. Madsen, korpsets musiske leder. Privatfoto

At lokke de unge til

Ikke alle garder har det lige nemt for tiden. Nykøbing Falster Garden meldte først ud, at den gik i opløsning. Senere kom det dog frem, at den overlever. Selvom formanden og to bestyrelsesmedlemmer trækker sig, har resten af bestyrelsen valgt at spille videre.

Der er dog ingen overlevelseskamp i Sakskøbing, selvom der ifølge Brigitte Larsen er ”plads til mange flere”. Lige nu er der ti i Juniororkesteret og over 50 i Tambourkorps og Brass bandet.

- Vi er jo en forholdsvis stor garde hernede. Grunden til, at vi kan holde på så mange, tror jeg, er, fordi vi har virkelig godt samvær. Vi hygger os virkelig med hinanden og laver meget socialt. Det drejer sig ikke alt sammen om musikken.

Låner instrumenter

Unge og børn har mange andre fritidsinteresser, de kunne bruge tiden på i stedet for en bygarde. Samtidig fratager de sociale medier meget for mange.

Så hvorfor skal de bruge tiden i Sakskøbing Tambourkorps?

Udover det sociale fremhæver Brigitte Larsen også en anden ting:

- Vi er en temmelig billig fritidsinteresse. De låner instrumenter og uniformer af os. Det giver de ikke noget for. Hvis du går i en fodboldklub, skal du ofte betale for dit eget spilletøj. Hvis du går til dans, får du dine egne dansedragter. Hvis du går til ridning, kan det også blive dyrt.

De mange timers arbejde

Et halvt års arbejde går forud for en forårskoncert som den, de spillede i lørdags. Når man skal igennem så mange genrer, tager det tid.

Og alle genrer er ikke lige lette at lære.

– Jeg skal hilse og sige, at sådan noget som afrikansk musik ikke er det nemmeste at spille, siger Brigitte Larsen.

Jeg skal hilse og sige, at sådan noget som afrikansk musik ikke er det nemmeste at spille.

Brigitte Larsen

Selvom det altså tager tid at få musikken til at spille, som den skal, forventer orkesterlederen, at tambourkorpsets toner vil lyde mange år frem.