STUBBEKØBING: - Det var simpelthen fantastisk, konstaterer Aase Reidun Sløgedal, organist i Stubbekøbing Kirke dagen derpå.
Onsdag aften fyldtes kirken nemlig med musik af alverdens genrer - alt sammen for at sikre fortsat opbakning til Ukraine, der stadig er angrebet af russiske soldater den dag i dag. Og med kulden, der kommer nærmere, er der nok at samle penge ind til.
Det gjorde organisationen "Sydhavsøerne hjælper Ukraine", der har sendt flere lastbiler fyldt med nødhjælp til landet.
- Jeg var helt overvældet over hvor mange, der kom. Velviljen var enorm! Alle musikerne spillede gratis, og folk var bare med på præmissen med det samme, og stemningen var så god, fortæller Aase Reidun Sløgedal, der selv ofte er ansvarlige for de musikalske indslag i kirken qua sit virke som organist.
Der blev indsamlet over 15.000 kroner onsdag aften. Foto: Sydhavsøerne hjælper UkraineSydhavsøerne hjælper Ukraine
Flot, flot fremmøde
Annonce
Det er heller ikke hverdagskost, at der møder godt 100 mennesker op i kirken. Men for at støtte op om et godt formål, og samtidig få en rørende, autentisk og musikalsk interessant oplevelse med hjem, ja så dukker Stubbekøbing altså op.
Og det varmer i den grad hos Katrine Folmann von Arenstorff, medstifter af Sydhavsøerne hjælper Ukraine.
- Velgørenhedskoncerten er gået over al forventning. Vi i foreningen oplevede en fantastisk stemning og en overvældende opbakning fra alle fremmødte, musikere som gæster. Nu har vi fået samlet ind til at kunne sende endnu en lastbil med nødhjælpsforsendelserne af sted i retning mod Ukraine. Alle donationer går ubeskåret til dækning af transport, da vi siden februar har indsamlet fornødenheder og opbevaret dem på vores lager til de internt fordrevne mennesker i Ukraine. Vi ønsker af hjertet at bringe en stor tak til Aase Reidun Sløgedal og det øvrige menighedsråd - foruden kirketjener Steen Bendix Pedersen for at hjælpe os i hus med en mageløs velgørenhedskoncert. Og ikke mindst skylder vi en mindst ligeså stor tak til musikerne for deres musikalske bidrag og kunstmalerne Poul Esting og Dorte Krøll for at donere de smukke kunstværker til auktionen, lyder det fra Katrine Folmann von Arenstorff.
Vi i foreningen oplevede en fantastisk stemning og en overvældende opbakning fra alle fremmødte, musikere som gæster. Nu har vi fået samlet ind til at kunne sende endnu en lastbil med nødhjælpsforsendelserne af sted i retning mod Ukraine.
Katrine Folmann von Arenstorff
Noget man ikke glemmer
Udover de kunstneriske udfoldelser på lærreder og instrumenter blev der også tid til at høre fra nogen af de lokalt bosatte ukrainere, der lige nu ser deres hjemland omdannet til en krigszone.
- Det var utroligt rørende. Det må jeg sige. Og jeg synes virkelig, det var en fantastisk aften, konstaterer Aase Reidun Sløgedal.
- Og vi fik i alt indsamlet 15.301 kroner i går. Det er vi meget stolte af i foreningen, konstaterer Katrine Folmann von Arenstorff.
Udover de kunstneriske indslag blev der også plads til personlige beretninger fra herboende ukrainere. Foto: Sydhavsøerne hjælper UkraineSydhavsøerne hjælper Ukraine