- JEG FÅR AT VIDE, AT JEG GRINER FOR MEGET

NYKØBING: Det rammer hende ikke længere, når folk ved et arrangement bemærker, at hun er ung. Egentlig heller ikke, når de forveksler hende med en studentermedhjælper fra rådhuset.

Det, der rammer Emma Holm allermest, er, når folk mener, at hun på grund af sin alder ikke kan passe sit hverv som byrådspolitiker godt nok. At hun ikke kan tage det seriøst nok.

For hvem sidder inde med definitionen af, hvordan en politiker skal være og se ud?

Da Emma Holm blev valgt ind i byrådet for Det Konservative Folkeparti, var hun 22 år.

Hun fik 249 personlige stemmer, hvilket gjorde hende til den unge kandidat med det største antal personlige stemmer.

Siden gik hun ydmygt til opgaven, velvidende at der var politikere i salen, som kendte mere til årshjul og kommunens budgetter end hende.

Til gengæld kender hun til de unges hverdag og behov og til psykiatrien og varetagelsen af de svageste igennem sine studier på socialrådgiveruddannelsen.

Alligevel bragte hun forleden et læserbrev i Berlingske. Her skrev hun blandt andet:

"For nylig blev jeg kaldt barnlig. Jeg fik at vide, at jeg ikke levede op til kravene for at være politiker, og at jeg ikke tog det seriøst nok. Jeg griner for meget. Jeg tager for let på tilværelsen som politiker."

Opdagede sin egen stemme

Hendes motivation for at sidde i byrådet er nogenlunde det samme som de øvrige politikeres. Hun vil bidrage til at skabe et samfund, hvor der er plads til alle.

Det var særligt ved septembers budgetforhandlinger, at hun opdagede sin egen stemme i byrådet.

I de første forhandlinger blev hun bedt om at træde til som afløser for gruppeformand Johannes Kristensen, der var på rejse og derfor ikke kunne repræsentere Det Konservative Folkeparti.

- Det var vildt nervepirrende. Især for mig selv og Katrine Burmann, der var de eneste nyvalgte repræsentanter. Men det er et sindssygt godt forlig, og jeg er stolt af, at jeg har været med til at sætte et præg på det. Selvfølgelig i samspil med min gruppe, hvor vi forinden satte os og aftalte, hvad vi ønskede at få med. Forliget er et godt stykke arbejde fra alle forligspartier, men jeg er så stolt af Johannes: at han har ladet mig tage over.

Den konservative gruppe ønskede blandt andet et fokus på det psykiske velvære blandt unge og en bevarelse af støtten til Headspace og Broen.

Da forhandlingerne først var i gang, var det svært at få de første ord ud. Hvordan ville det blive taget imod? Kunne man sige noget, der var forkert?

- Jeg lærte ret hurtigt, at det er ligegyldigt, hvad man siger. Bare man siger noget.

Vil ikke være ligeglad

Det er her, at problemet med at tale de unge politikere ned, ligger.

For hvordan skal man få dem til at engagere sig i eksempelvis deres lokalområde, når man fortæller dem, at de gør det forkert. Eller at de er for unge og uerfarne?

- I dag taler man om, at unge ikke engagerer sig nok i stort set noget som helst. Og jeg mener, at det er en helt forkert måde at rette op på det problem. Jeg kan sagtens lukke mine ører og være ligeglad og gøre mine ting alligevel, for jeg er valgt og har et mandat som de andre. Men det er ikke en strategi, der giver nye kandidater til næste kommunal- eller folketingsvalg. Det er "the name of the game", at nogle mener, at du er uduelig. Men man skal ikke stå og sige, at der skal flere unge mennesker ind og bagefter stå og pådutte dem, at de skal gøre det på din måde, for ellers går det ikke.

Udover at være afløser for Johannes Kristensen ved budgetforhandlingerne har hun også afløst ham ved møder i beskæftigelses- og erhvervsudvalget.

- Jeg har opdaget, at jeg kan bruge rigtig meget af min baggrund fra socialrådgivning i det udvalg. Det vidste jeg ikke, og det gjorde de måske heller ikke, men de synes, at det er super rart. Og i forhold til min egen plads i børne- og skoleudvalget har flere i gruppen været imponeret over, hvad der kom ud af min mund.

Stopper det nogensinde

Hun ved, at alle mennesker har noget, de kæmper med. Og alle modtager kommentarer baseret på enten deres udseende eller væremåde.

Hun har talt med byrådsmedlemmer, der er væsentligt ældre end hende, og de godkender ligeså vel følelsen af, om man er god nok.

- Men det er vigtigt at vide, at man godt kan sidde på et område, hvor man i grunden ikke har en decideret erhvervsmæssig erfaring. Men man bringer bare noget helt andet ind. Min formand i børn- og skoleudvalget har ikke været skolelærer, men han har været skolebestyrelsesformand og haft diverse poster på området, så det perspektiv har han med sig. Og egentlig tror jeg ikke, at det med kommentarerne eller tvivlen på sig selv nogensinde stopper. Jeg tror bare, at den er mere særpræget for unge mennesker end for andre grupper. Og det bliver der ikke talt nok om.