- JEG TROEDE, AT DET VAR MENTALT, AT DET VAR HYSTERI

Ann Dasseville stoppede med at ryge for 10 år siden, men det har alligevel sat sig så meget i lungerne, at hun i dag lever med KOL. Hun vinterbader, går til argentinsk tango og begynder også snart i Lungekoret. Foto: Anders Knudsen

To ud af tre danskere overser symptomer på lungesygdom, og det bliver det store fokus i en ny kampagne hos Lungeforeningen. Ann Dasseville overså selv symptomerne, og i dag lever hun med diagnosen KOL.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Størstedelen af de danskere, der har symptomer på lungesygdomme, reagerer ikke på dem. Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Lungeforeningen.

De går ikke til lægen og undskylder symptomer med, at de er blevet ældre eller er kommet i dårlig form. Det er uheldigt, for lungesygdomme kan behandles.

- Jo før, des bedre. Når man får konstateret en lungesygdom, kan medicin og ændringer i livsstil hjælpe til, at man får det bedre, og sygdommen bremses. Desværre hører vi ofte, at mennesker med kroniske lungesygdomme først kommer i behandling, når de får meget svært ved at klare hverdagen på grund af deres vejrtrækningsproblemer, og her er effekten af behandlingen mindre. Derfor er det så vigtigt, at man reagerer på symptomerne i tide og kontakter sin læge. Hos lægen kan du hurtigt få lavet en undersøgelse af lungerne, som kan vise, om man har en kronisk lungesygdom, siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen.

Jeg troede, at det var mentalt. At det var ren hysteri, og jeg var i tvivl, om det var en læge eller psykolog, jeg skulle opsøge. Jeg var virkelig sikker på, at jeg ikke fejlede noget.

Ann Dasseville

På Lungedagen 16. november kan man få tjekket sine lunger og samtidig få hjælp til kost, rygestop eller træning. Det foregår i Nykøbing F. Hallen på 1. sal.

Læge eller psykolog?

Det var netop et rutinetjek på Lungedagen, der gav Ann Dasseville et svar, hun ikke havde forventet. Og samtidig et svar, som hun ikke havde lyst til at tro på. Så hun bortforklarede det med en fremskreden alder, og at hun heller ikke var så vild med at få pusten op.

Men symptomerne var der. Lungerne smertede, og det var noget, hun særligt blev opmærksom på i den tid, hvor hendes kæreste var palliativ patient på hendes sofa med fremskreden lungecancer.

- Jeg troede, at det var mentalt. At det var ren hysteri, og jeg var i tvivl, om det var en læge eller psykolog, jeg skulle opsøge. Jeg var virkelig sikker på, at jeg ikke fejlede noget, forklarer hun.

Ved testen på Lungedagen fik hun besked om at gå til læge. For testen var ikke god. Men hun kunne ikke forstå det resultat, og det tog derfor måneder, før hun gik til sin læge, hvor det samme resultat opstod. Hun havde en nedsat lungefunktion.

Netop fordi jeg ofte rejser på den slags ture, hvor jeg er sammen med yngre mennesker, har jeg kunnet forklare mig med, at jeg var det ældre, og at det sikkert var grunden til, at jeg hurtigere blev forpustet. Selvom det er godt at få pulsen op, så siger det mig ikke noget.

Ann Dasseville

Lægen gav hende også en diagnose. KOL. Dog ikke i en svær grad, men det var nok til, at hun gik hjem med en stak faktaark om, hvordan det påvirkede hendes hverdag.

Ønsker ikke pusten op

Hun modtager ingen medicin, og i dag mærker hun heller ingen symptomer. Måske lige bortset fra hvis hun forvilder sig ind i en gruppe, hvor man går i et raskt tempo og taler imens.

- I mit univers figurerer det sådan, at jeg skal få nogle bedre vaner. Jeg tror stadig ikke helt på, at jeg har KOL, men at det i stedet er nogle muskler, der strammer om lungerne, og at jeg ikke får trukket vejret ordentligt, forklarer hun.

Hun bryder sig ikke om at blive forpustet og svede. Bliver hun det, når hun er på vandreture, så tager hun en pause og lader de andre, som ofte er yngre, gå i forvejen.

- Netop fordi jeg ofte rejser på den slags ture, hvor jeg er sammen med yngre mennesker, har jeg kunnet forklare mig med, at jeg var det ældre, og at det sikkert var grunden til, at jeg hurtigere blev forpustet. Selvom det er godt at få pulsen op, så siger det mig ikke noget.

Så Ann Dasseville går - udover at vinterbade, som flere måske vil kende hende fra - til argentinsk tango, hvor hun træner både balance og puls, uden at hun opdager det. Derudover har hun netop meldt sig til Lungekoret og ind i Lungeforeningen.