Julekoncerter i Klosterkirken gav 24.186,46 kr. til julehjælp

 

Ikke færre end 600 Ugeavisen-læsere fik forleden i forbindelse med to julekoncerter i Klosterkirken en smuk musikalsk oplevelse.
Det skete i selskab med trompetisten Per Nielsen, violinisten Alexandru Radu og organisten Mads Granum. En perfekt aften i nogle skønne rammer.
Den store opbakning fra publikum har også på en anden front fået betydning. De to koncerter, arrangeret af Ugeavisen og Nykøbing Isenkram, skulle nemlig udover at give publikum smuk underholdning, også generere et overskud til Frelsens Hærs lokale julehjælp.
Og det må siges at være lykkedes. Da alle omkostninger i forbindelse med koncerterne var betalt var der immervæk 24.186,46 kr. tilbage, som altså kan betegnes som overskuddet.
Pengene fik Lis Kaufmann fra Frelsens Hær overrakt i torsdags ved en sammenkomst i hærens lokaler i Jernbanegade i Nykøbing.
- Hold op, hvor er vi glade for pengene! Med 110 ansøgere om julehjælp har vi virkelig behov for al økonomisk støtte, fortæller Lis Kaufmann, der forleden også modtog 13.000 kr. fra de ansatte i det lokale malerfirma Barlund & Marker. 
- Det er vidunderligt med en sådan opbakning. Så lige nu har vi vel råd til at efterkomme 70 til 75 af ansøgningerne. Vi mangler altså stadigvæk penge til 35 til 40 ansøgere. Penge, som vi har et stille håb om, at vi stadig kan nå at få igennem store og små donationer de næste dage, lyder opfordringen fra Lis Kaufmann, der håber, at private og virksomheder vil støtte med en indbetaling på konto i <aic:cface fontname="Bold Italic" naxe="0" iaxis="0"/>Danske Bank: 4180 3219499140.<aic:endattr val="cface"/>
- Det kunne jo være helt fantastik at kunne give alle ansøgere julehjælp.
Denne består i Frelsens Hær af et gavekort på henholdsvis 600 kr. for familier med et barn og 700 kr. for ansøgere med flere børn.
Oven i hatten kommer så et tilbud om at deltage i sommerlejr og en tur for hele familien til BonBon Land.
 
 

Frelsens Hær modtog forleden hele overskuddet fra de to koncerter med Per Nielsen, men mangler stadig penge til omkring 35 til 40 julehjælp-ansøgere.

Offentliggjort Sidst opdateret