Kæmpe skulderklap: Med i opløbet om stor pris

Henrik Koefoed er nomineret som "Årets revykunstner". Foto: Nikolai Skov

Revyskuespiller Henrik Koefoed er blevet nomineret til "Årets Dirch" for sin medvirken i dette års Nykøbing Falster Revy.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Lattermusklerne kommer på overarbejde, når Henrik Koefoed og resten af revyholdet i disse uger giver den gas i Nykøbing Falster Revyen.

Og lige netop Henrik Koefoed har udmærket sig i en sådan grad, at han nu er med i opløbet om at få den helt store hæder inden for branchen. Han er nemlig blevet nomineret til "Årets revykunstner" - også kaldet "Årets Dirch" - for hans medvirken i årets revy. En nominering, der i dén grad begejstrer revydirektør Mickey Pless.

- Det glæder os rigtig meget, at Henrik er nomineret til Årets Dirch igen, siger Mickey Pless i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Faktisk modtog Henrik selvsamme pris, da han sidste gang medvirkede i Nykøbing Falster Revyen, tilbage i 2019, og nu har han mulighed for at snuppe den igen.

Læs også: Begejstrede anmeldere: Masser af stjerner til revyen

- Henrik er en af de bedste skuespillere, som vi har i Danmark, og samtidig er han en bundsolid, god kammerat og kollega, som man virkelig nyder at være i selskab med, siger revydirektøren.

Som begrundelse for at pege på Henrik Koefoed blandt de nominerede skriver juryen bag prisen:

- Når Henrik Koefoed optræder som minkavler, medlem af Vurderingsstyrelsen og ankeinstans for samme - i én og samme person, er det et klassisk eksempel på, hvordan en fremragende skuespiller kan ophøje en god og perfekt konstrueret tekst til revykunst på højeste niveau. Alt, hvad Koefoed rører ved i Nykøbing Falster Revyen, lykkes - også i år.

De to øvrige, som er nomineret til Årets Dirch, er Farshad Kholghi fra Græsted Revyen og Susanne Breuning fra Revyen i Helsingør.

Travl dag

Spændingen udløses 4. august til Revyernes Revy i Teltet på Bakken - og her får revyskuespillerne en travl dag.

Først står den nemlig på en forestilling i Nykøbing F. Teater klokken 13, inden de alle sammen farer til Bakken for at medvirke i Revyernes Revy, som er en velgørenhedsforestilling.

Hvis man gerne vil nå at opleve Nykøbing Falster Revyen, oplyses det i pressemeddelelsen, at der er kommet en ekstra forestilling på plakaten. Den vises tirsdag den 13. august klokken 20.