Kommer flyvende til sejrene

Mattias Martinsen bruger det meste af sin fritid i skatehallen på Kulturfabrikken. I løbet af få år er han blevet en af de dygtigste af skaterne i Nykøbing Falster Skate Klub. Foto: Claus Hansen

Kulturfabrikkens skatehal fostrer storvindende ungt talent

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Krudt i røven er der på alle raske 13-årige knægte, men det er langt fra alle drenge på den alder, der formår at omsætte krudtet til medaljer.

Men det gør Mattias Martinsen, der forleden i Sønderborg vandt skaterkonkurrencen Bronx AM, der er en af Danmarks største skaterkonkurrencer, foran 15 andre deltagere i hans aldersklasse.

- Jeg har vundet flere andenpladser, men det er første gang, jeg har vundet en konkurrence, fortæller Mattias Martinsen.

Men han løber ikke med hele æren.

- Det var aldrig lykkedes for mig uden det her sted. Jeg har fået så sindssygt meget hjælp her.

Hjælpen er kommet i form af fællesskabet med de andre skatere i Nykøbing Falster Skate Klub, der holder til i den store skatehal på Kulturfabrikken på Industrivej.

- Det var også drengene hernedefra, der byggede mit første rigtige skateboard, fortæller Mattias Martinsen.

Han startede med at skate allerede som ni-årig efter at have opdaget den vilde sportsgren på det sociale medie YouTube. Forældrene blev overtalt til at købe et ganske lille og billigt skateboard, men det blev lynhurtigt for småt til Mattias Martinsen, der ville noget mere end bare trille ned ad villavejen.

I 2015 meldte han sig derfor ind i Nykøbing Falster Skate Klub, og når klokken på Østre Skole ringer ud sætter Mattias Martinsen de fleste dage kursen mod skatehallen på Kulturfabrikken. Her er han kendt som et meget engageret medlem, som ofte tager initiativet til at hive de andre medlemmer med til konkurrencer i hele Danmark.

Mattias Martinsen stiller både op i disciplinerne vert-skateboarding, der foregår på ramper som dem på Kulturfabrikken, og i street-skating, der tager udgangspunkt i at bruge blandt andet trapper og rækværk og andet fra bymiljøer.

Selv som efterhånden rutineret skater er det umuligt at undgå skader.

- Er du sindssyg! Jeg er kommet så meget til skade. Albuer, hofter, mine ben og faktisk hele kroppen har jeg slået, siger Mattias Martinsen, der bare rejser sig op, når han kikser et hop og falder et par meter ned på betonen.

Og det bliver Mattias Martinsen ved med i mange år endnu.

- Drømmen er, at jeg kan komme til at leve af at skate. Jeg vil gerne være professionel en dag og undervise andre unge.

Som ni-årig begyndte Mattias Martinsen at skate med et lille, billigt skateboard fra BR. Nu skater han med professionelt udstyr. Foto: Claus Hansen
Mattias Martinsen drømmer om at kunne skabe en karriere ud af at stå på de rullende skateboards. Foto: Claus Hansen