LOKAL BUTIK ÅBNER FOR FØRSTE GANG I PÅSKEN
Fra venstre er det Marianne Sahl Christiansen og Anette Petersen, som er to af de frivillige, der kommer til at tage mod sejlere samt tilkørende turister og ikke mindst lokale borgere, som vil ind og smage lidt på alt det friske, som lokale fødevareproducenter har at tilbyde. Foto: Kim Møller Pedersen
Kim Møller Pedersen, FT
Honning, marmelade, æblemost, frugt og grønt, grillgris, kylling, æg, øl og vin samt oksekød bliver nogle af de lokalt producerede fødevarer og produkter, som fra og med skærtorsdag kommer til at finde deres pladser på hylderne i Nysteds nyåbnede gårdbutik på Havnen.
NYSTED: Det bliver ikke friskere. I hvert fald ikke hvis man skal smage på de fødevarer fra Sydhavsøerne, som en ny gårdbutik i Nysted kommer til at have på hylderne.
Sådan lyder det som en del af mottoet bag Nysted Gaardbutik, der skærtorsdag åbner for første gang. Det bliver som en del af Info-caféen på havnen i Nysted.
Tre grupper af frivillige
- Vi bliver på en måde tre grupper, der skal stå her. Og der er brug for alle frivillige, for fra den 6. juni får vi åbent alle ugens dage fra 10 til 19, fortæller Marianne Sahl Christiansen, der er en af initiativtagerne til gårdbutikken.
De tre grupper består af frivillige fra Info-Caféen, som især har med turismedelen at gøre, og så er der lokale kunstnere med udstilling af kunst samt de frivillige, som skal sørge for smagsprøver og eventuelt salg af lokalt producerede fødevarer.
Et lille smage-udvalg
- Det bliver ikke producenterne, som kommer til at stå her. Vi vil kun have et lille smage-udvalg og vil opfordre til, at man besøger producenterne selv, forklarer Marianne Sahl Christiansen.
Budskabet bag gårdbutikken er ganske enkelt, at man fra Nysted Erhvervs - og Turistforenings side gerne vil være med til at formidle nogle af alle de fødevarer, som bliver produceret på Sydhavsøerne. Håbet hos initiativtagerne og søstrene Anette Petersen og Marianne Sahl Christiansen er, at både lokale campister, sejlere og andre turister samt naturligvis lokale borgere vil komme forbi byens nye gårdbutik.
Savner Tokkerupgård
Vi er også gået ind i det her, fordi vi selv savner den nu lukkede Tokkerupgård og produkterne herfra
Marianne Sahl Christiansen
- Vi er også gået ind i det her, fordi vi selv savner den nu lukkede Tokkerupgård og produkterne herfra. Det har været en stor medvirkende årsag til, at vi gerne vil starte en mindre gårdbutik og samtidig formidle forskellige lokalt producerede produkter til alle, som bor i Nysted eller kommer forbi, forklarer Marianne Sahl Christiansen.
Søstrene mener, at kombinationen af turisme, lokal kunst og lokale fødevarer passer godt sammen og giver synergi og samspil til hinanden. Starten går som nævnt skærtorsdag fra 10 til 14 med gratis kaffe fra Ubuntu Coffee og æblemost samt påskeharens gemte æg og tilbud om ansigtsmaling. Også fadøl fra Krenkerup Bryggeri vil være en mulighed, og programmet gentages både fredag og lørdag som en del af den første åbningsperiode hos Nysted Gaardbutik.
Nysted Gaardbutik
- Det er i regi af Nysted Erhvervs- og Turistforening (NET), at der nu tages initiativ til at skabe en gårdbutik på havnen i Nysted.
- Den kan findes ved at klikke ind på www.nystedgaardbutik.dk, via Facebook eller ved at gå ind i Info-Caféen Strandvejen 18.
- Første åbningsdage 6., 7. samt 8. april fra 10 til 14. Herefter følger lørdag den 13. og 27. maj og 3. juni. Også den 5. og 6. maj samt 18., 19. og 20. maj vil der være åbent fra 10 til 14.
- Fra 6. juni til 30. september vil der være åbent alle ugens dage fra 10 til 19 samt i uge 42 fra torsdag til lørdag med åbent fra 10 til 14.
Seneste artikler
Mike, Cecilie og Peter støttede op om nyt pride-initiativ
Naboer kom brand til undsætning: Brugte haveslanger fra begge sider af hækken
Regnbue Bar fyldte Markedshallen: - Nu må vi kun lukke fem mere ind
Værested afholdt loppemarked: - Om man går i jakkesæt eller kun lige har til dagen og vejen, vil vi gerne hjælpe
Deler gratis spande ud for at undgå tilstoppede toiletter
Mest læste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Lang kø til åbning af butik
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde