Lola forsvandt, men så kom lokalsamfundet til hjælp

12-årige Lola var stukket af hjemmefra mandag aften, men takket være massiv hjælp fra borgere på Østerbro, blev hun fundet i god behold. Privatfoto

Det var et par forfærdelige timer for Lynda Asperup og hendes kæreste mandag aften, da deres hund, Lola, pludselig forsvandt fra hjemmet i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: - Det var en fantastisk følelse, og jeg er så taknemmelig over den hjælp, vi fik.

Lettelsen og glæden er stadig tydelig at mærke hos Lynda Asperup ovenpå det, hun og hendes kæreste oplevede mandag aften, da deres 12-årige labrador/golden retriever, Lola, pludselig var forsvundet.

Familien bor på Gedservej i Nykøbing i nærheden af Østerbroskolen. Og takket være lynhurtig hjælp fra adskillige borgere i Østerbro-området, endte historien lykkeligt.

- Jeg tror, at de fleste hundeejere har oplevet, at deres hund er stukket af, men det her var en af de mere mindeværdige gange, siger hun.

Det hele begyndte først på aftenen.

- Min kæreste var udenfor og klippede hæk, mens jeg var i gang med at lave aftensmad. Så kom han ind og spurgte, om jeg havde set Lola. "Nej, det håber jeg, at du har", svarede jeg. Det er før sket, at vi har troet, at hun var stukket af, men så havde hun gemt sig i huset. Så vi startede med at lede der og lige udenfor, for hun plejer ikke at gå så langt. Men hun var der ikke.

- Så ringede jeg til min søn, og han opfordrede mig til at lave et opslag i Østerbro-gruppen på Facebook, men det var jeg allerede i gang med, fortæller Lynda.

Opkald og beskeder regnede ind

- Min kæreste og søn kørte ud for at lede efter hende, mens jeg blev tæt på vores hjem, og pludselig begyndte det at regne ind med opkald fra folk, som havde set mit opslag og havde set Lola forskellige steder. Hun var endda blevet set helt nede ved Absalon (professionshøjskolen i Bispegade, red.).

- Det føltes som om, at hele Østerbro var ude at lede. Der var rigtig mange, der både ringede og skrev. Jeg gik også selv og ledte og stoppede forskellige folk undervejs, men de var allerede ude for at lede. Jeg tror, jeg har talt med 25-30 mennesker, som alle sammen var ude for at lede efter Lola. Jeg har næsten lyst til at holde en vejfest og sige tak til alle, kommer det bramfrit fra Lynda Asperup.

- Men Østerbro er jo lidt stor ..., tilføjer hun.

Efter cirka to timers intens søgen endte det hele lykkeligt, da Lola blev fundet ved Spar på Enighedsvej, efter at flere borgere havde set hende og fulgte efter hende på afstand.

- Da vi kom derhen, kaldte jeg på hende, men hun virkede så bange og træt, at hun i første omgang ikke kunne genkende mig. Men så fandt hun ud af, at det var mig, og så fik vi hende op i bilen. Det var to frygtelige timer. Jeg frygtede så meget, at der var nogen, der havde taget hende, fortæller Lynda Asperup.

Lola faldt i søvn næsten med det samme, hun kom hjem, og i dag har både hund og ejere det godt igen, takket være stor hjælp fra beboerne i på Østerbro.

Du kan se Facebook-opslaget, der altså gav pote, under billedet.

Lola og Lynda Asperup er nu genforenet efter nogle urolige timer mandag aften. Privatfoto