MARERIDTSBY BLEV GENOPLIVET

For andet år i træk blev Stubbekøbing omdøbt til Nightmare City på en fredag aften med masser af gys og gru arrangeret af byens forskellige foreninger. Foto: Anders Knudsen

Der var lange køer straks fra start af fredagens Nightmare City i Stubbekøbing. Mange ville ikke mindst gerne ind og have en gennemført uhyggelig - og måske også lidt hyggelig - oplevelse i Anlægget, som var fuld af drabelige og gyselige indslag.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING: Det var intet mindre end hele byen, der fredag aften var med på at give en gyser-oplevelse for store og små.

Stubbekøbing var således for en stund omgjort til Nightmare City. Det fik stor tilslutning med ikke mindst lange køer ved Anlægget straks fra borgmesterklip klokken 17 af snoren ind til al uhyggen.

- Køerne blev bare længere og længere, og vi blev nødt til at forlænge besøgstiden, fordi så mange ville ind og opleve de mange aktiviteter i Anlægget, fortæller Katrine Burmann, der sidder med i den seks mand/kvinde store tovholdergruppe for arrangementet.

Sidste år tal klart overgået

Det var anden gang i år, at der blev arrangeret Nightmare City i Stubbekøbing, og sidste års besøg af 1849 gæster blev så rigeligt slået. Faktisk var der næsten tale om en fordobling af antal gæster i år.

Jeg tror, den store succes handler om, at alle aktiviteterne virkelig var godt udført, og så er der mange forskellige ting til forskellige aldre.

Katrine Burmann, medarrangør

- Vi endte med at have 3.556 gæster i år, og jeg tror, den store succes handler om, at alle aktiviteterne virkelig var godt udført, og så er der mange forskellige ting til forskellige aldre. Ikke mindst er det også gratis at opleve, tilføjer Katrine Burmann.

Der var i år i øvrigt omkring 100 frivillige, som var med til at få Nightmare City til at glide afsted med blandt andet to ruter gennem Anlægget fuld af drabelige og uhyggelig indslag, som var lagt an både til børn og voksne.

Henne hos Stubbekøbing Museum var der også børnevenlig uhygge at hente. For her blev der fortalt en historie om, at museumsheksen Imolda og hendes rotte Rufus var taget til uhyggelig Halloween i Hexylvanien. Imens havde alle skeletterne været alene hjemme på museet og her benyttet sig af lejligheden til at komme ud af skabene.

De hyggede sig blandt andet i vinduerne i Info-caféen ud mod Vestergade og kiggede ud på alle de børn og voksne, som skulle forbi for at opleve Halloween i Anlægget.

Skeletter tilbage i kisterne

- Men i morgen kommer Imolda og Rufus hjem, og Imolda vil garanteret bede Rufus om at rydde op og sørge for, at alle skeletter kommer tilbage i kisterne på loftet, kunne man læse sig til foran museet, og så var det naturligvis bare om at hjælpe Rufus med at få talt alle skeletterne i vinduerne.

Den slags hjælp - hvis man altså også huskede at skrive sit tal ned og aflevere det som en løsning ved Info-caféens trappe - kunne i sidste ende måske udløse et af to gavekort på hver 100 kroner til Bog og Idé.

Og var der brug lidt heksehjælp, sørgede Birgit Boensvang foran museet for, at den slags også kunne lade sig gøre.