Masser af tyske turister

På dage med sol er Marielyst Strand en sikker hitter hos såvel turister som beboere på Falster. Foto: Flemming Keith Karlsen

Blandt de 4.734 juli-gæster i turistkontoret var de 2.387 tyskere. Det er en stigning fra sidste år på 566 fra vort store naboland mod syd.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Der er travlt på turistkontoret på hjørnet af Marielyst Torv.

Brochurer om cykelruter, Bøtøskoven, køreplaner og overnatningsmuligheder i nærheden langes over disken, og mange af dem er på tysk.

I løbet af juli har kontoret ekspederet 700 flere end i den samme sommermåned sidste år.

Blandt de 4.734 juli-gæster i turistkontoret var de 2.387 tyskere. Det er en stigning fra sidste år på 566 fra vort store naboland mod syd.

Dermed mærker Majbritt Kjær Hammer dagligt den tendens, VisitDenmarks rapport "Det Tyske Kystpotentiale." netop har fastslået.

13,5 millioner tyskere

Her kan man læse, at tyskernes interesse for at holde ferie i Danmark er større end nogensinde.

13,5 millioner eller 21,2 procent af den tyske befolkning er interesseret i at holde ferie i Danmark inden for de næste tre år.

Og for første gang har interessen for at holde ferie på den danske østkyst overhalet interessen for at holde ferie på den danske vestkyst, viser rapporten.

Ifølge VisitDenmarks markedschef i Tyskland, Mads Schreiner, er det ingen tilfældighed

- Vi begynder at se resultaterne af det arbejde, der er gjort fra danske østkyst destinationers, attraktioners og overnatningssektorens side de seneste år. Sammen har vi over en årrække fået skabt et brand i markedet: "Die Dänische Ostsee", forklarer han og uddyber:

- Vi er gået fra at kommunikere mere end 18 små minibrands til at skabe og kommunikere store fælles kampagner med fælles budskaber, timing og segmentering, med to stærke brands i fokus: "Die Dänische Nordsee" og "Die Dänische Ostsee".

Direktør for Visit Lolland-Falster A/S, Brian Lindorf Hansen, er også tilfreds med udviklingen.

På lystavlen

- Jeg glæder mig utroligt meget over, at det nu er lykkedes at få vores område mere på lystavlen hos tyskerne. Det har vi arbejdet på i en del år sammen med VisitSydsjælland-Møn og vores kommercielle partnere, for eksempel Scandlines. Tyskerne tiltrækkes især af vores natur, og at der mere ro, end der er på den tyske side, mener han.

Lokale oplevelser

Hos turistkontoret på torvet, som altså er en del af produktet "Die Dänische Ostsee", har Majbritt Kjær Hammer lagt mærke til, at turisterne spørger efter flere lokale oplevelser.

- Der er ikke så mange, der vil have hjælp til at planlægge en dagstur til for eksempel København. Måske har de fundet ud af, at det er lidt besværligt med togbusserne for tiden. I stedet efterspørger de lokale naturoplevelser, og vi deler ufatteligt mange lokale brochurer ud, fortæller Majbritt Kjær Hammer.

I hendes statistik for juli er andelen af danske turister i Marielyst også steget fra 1.528 i juli 2018 til 1.895 i samme måned i år.

Til gengæld kom der lidt færre nordmænd, svenskere og andre nationaliteter, der tilsammen kommer ind i kategorien "andre".

Udlejningen af sommerhuse på Sydfalster har tenderet udsolgt det meste af sommeren, og den toppede i uge 30 med 200 flere ankomster end samme tid sidste år, viser en samlet opgørelse fra feriehusudlejningsbureauerne. Også ugerne 31, 32, 33 og 34 viser samme mønster.