Mere plads til franske loppefund

Jørgen og Sunny Brandt har fået mere plads i deres butik med franske loppefund. Butikken har åbent to dage om ugen. Foto: Flemming Keith Karlsen

Ny og større butik holder åbent et par dage om ugen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jørgen og Sunny Brandt har fået meget bedre plads til de franske loppefund, som de sælger i Stubbekøbing.

Parret har allerede i tre år haft en lille forretning i Vestergade.

Men for nyligt fik de mulighed for at overtage butikken, hvor Maibritt Sommer indtil årsskiftet solgte blomster, og den flytning har givet bonus.

- Mens vi gik og malede, kom der mange for at kigge. Og der har været en del kunder, siden vi åbnede 9. februar. Det har været meget positivt, så vi er glade for Stubbekøbing, siger parret, der bor i Horbelev.

I det lille baglokale finder man tøj. Her viser Jørgen Brandt en fin fransk dåbskjole frem. Foto: Flemming Keith Karlsen

Hus i Frankrig

Interessen for at handle med franske lopper begyndte for otte år siden, da parret langtidslejede et hus i Auvergne i Massif Central.

- Så begyndte vi at tage på loppemarked og købe op, og på den måde kom det i gang, siger Jørgen og Sunny Brandt.

Parret tager til Frankrig fra fire til seks gange om året. De ting, som de køber op, fragter de selv hjem.

- Der var én, der tilbød at gøre det. Men det blev kun ved snakken, siger Jørgen Brandt.

I dag har de i den tidligere blomsterbutik cirka 130 kvadratmeter til møbler og nips med fransk patina, og i et lille baglokale er der plads til lidt tøj, blandt andet til børn.

Der er åbent i butikken to dage om ugen. Det er dels fredag eftermiddag mellem klokken 13 og klokken 17, dels lørdag fra klokken 09.30 til klokken 14.