En påsat brand i en kælderhals sent fredag aften på Guldborgland Skole har efter de foreliggende oplysninger givet skader i millionklassen.
Ilden brændte nemlig gennem en kælderdør og fortsatte ind i skolens centrale teknikrum.
- Skaderne er meget omfattende, og efter en foreløbig vurdering kan de sagtens løbe op i mellem 800.000 og en million kroner, siger Jette la Fontaine, som er bygningssagkyndig i Guldborgsund Kommune, og som mandag morgen beså skaderne sammen med Jan Saxe Nielsen, der er skolens tekniske serviceleder.
- Alle skolens kabler til el, edb, telefon og til varmesystemet er ødelagt. Styringssystem og pumper til varmeanlægget er også ødelagt, og der er omfattende vandskader, siger Jette la Fontaine.
Skolen er foreløbig lukket mandag og måske også tirsdag, mens der bliver installeret midlertidige varmeanlæg. Samtidig sker der en omfattende rengøring, fordi sodlugten fra branden har bredt sig til hele skolen gennem krybekælderen. Men formentlig vil det tage tre-fire uger at udbedre skaderne for alvor.
To 15-årige drenge fra lokalområdet har været anholdt efter brandstiftelsen, og ifølge vicekriminalinspektør Jørgen Krog har i hvert fald den ene dreng erkendt at have kastet en flaske med brændbar væske i kælderskakten. Drengene er løsladt igen, men er endnu ikke afhørt om de nærmere omstændigheder.
Peter Foersom og Katja Drejer
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie