Musik fra de gode gamle dage

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er lagt op til en festlig aften når Nørre Alslev Amatørescene lørdag den 16. april kalder til danseaften. Det sker i Teatersalen og det er meningen at folk selv skal medbringe deres mad. Drikkevarerne købes naturligvis i Teatersalen. Der bliver musik lige fra kl. 18 til midnat, så der bliver rig mulighed for at komme på dansegulvet og høre de gode gamle pop og rockmelodier fra 50’erne og 60’erne.

Det bliver Sound Of Six10s , et delvis lokalt band og så et band fra Ringsted nemlig Urban Sound, der sørger for musikken.

Sound Of Six10s startede ved at 2 efterlønnere fra Næstved gik og kedede sig og begyndte at gå til guitarspil på aftenskolen. Otto og Steen, som de hedder, søgte nu efter flere medlemmer til bandet og Niels fra Rødby reflekterede på en annonce og kom med. Niels spiller trommer.

Otto er fætter til Amatørscenens kasserer Helge Christiansen og på den led kom en aftale i stand om at øve i Amatørscenens lokaler i Nørre Alslev. Her lærte man så Per Rasmussen at kende og Per fik lyst til at deltage. Hermed var bandet komplet og nu mødes man her i Nørre Alslev 1 til 2 gange om uge for at øve.

Orkestret har haft deres første optræden. Det var på Cafe Ludvig i Sorø og nu kommer turen til Nørre Alslev. Det andet band Urban Sound er lidt mere rutineret, da de har spillet sammen i 3 år. De har også udgivet en CD og de har skrevet noget af musikken selv i modsætning til Sound Of Six10s, som udelukkende spiller kopimusik af de store navne fra dengang.

Der er lagt op til en hyggelig lørdag aften den 16. April, så hvis du har lyst til at deltage, kan du henvende dig hos Per fra Amatørscenen og der bestille billetter. De kommer til at koste den beskedne sum af 75 kr.