NY GARNBUTIK PÅ FALSTER

Der er masser af garn fordelt på 40 kvadratmeter. Bettina Godborg lægger navn til butikken. Privatfoto.

Ægtepar står bag garnbutikken Godborgs Garn.

Offentliggjort Sidst opdateret

SORTSØ: Både Bettina Godborg og hendes mand Patrick siger konsekvent "vi", når de taler om den garnbutik, som de netop har åbent i deres hjem i Sortsø. Der er ingen tvivl om, at der er tale om et fælles projekt, selvom det er Bettina, der er strikkeren.

- Det er Patrick, der har lavet webshoppen. Vi tager på messer sammen, og det er også ham, der står i butikken om torsdagen. Det er et fælles projekt, fortæller Bettina Godborg. Hun er radiograf og arbejder på stråleafdelingen på Næstved Sygehus og har ikke fri om torsdagen.

For nogle år siden tog Bettina Godborg tilløb til at åbne en garnbutik, men det blev ikke til noget.

- Det skyldtes blandt andet, at vi skulle tage store mængder garn hjem, og det havde vi ikke så meget lyst til, forklarer hun.

Bæredygtige produkter

Drømmen om en garnbutik var dog ikke slukket. I den efterfølgende tid dukkede tanken om bæredygtigt garn mere og mere frem, og nu, hvor parret er klar til butikken, er det netop bæredygtige produkter, der er fremtrædende.

- Jeg synes, at man skal behandle mennesker og dyr ordentligt, siger Bettina Godborg.

Parret havde fundet frem til firmaet BC Garn, som leverandør til butikken i Sortsø.

- Vi skulle på messe i Vejle, og her var BC Garn også, og vi fik en aftale, fortæller Bettina Godborg. Efterfølgende er der indgået flere aftaler, så der forhandles garn fra blandt andet Better Yarn, Krea Deluxe og Onion. Desuden forhandler parret også kurve fra Ghana og maskemarkører fra Kenya.

Bettina Godborg har sammen med sin mand Patrick boet i Sortsø i 13 år. Nu har de åbnet butikken Godborgs Garn. Privatfoto.

Strik og hygge

Bettinas tilgang til strikning går helt tilbage til hendes ungdom.

- Jeg holdt en pause, da vi fik børn, og startede at strikke igen, da de blev større. Børnene bor ikke længere hjemme, så nu har vi tiden til at have vores butik, siger Bettina, der er 55 år.

Butikken er cirka 40 kvadratmeter og indrettet i Patricks tidligere værksted.

- Vi har også indrettet en hyggekrog, hvor man kan få en kop kaffe, og den første lørdag i hver måned fra klokken 15 til 17, er der strikkecafe, hvor man kan komme med sit strikketøj og hygge sig med hinanden, og også få hjælp, hvis man har brug for det, siger Bettina Godborg.

Den ny garnbutik ligger på Sortsøvej 42. Der er åbent hver torsdag og fredag fra klokken 14 til 18, lørdag og den første søndag i måneden fra klokken 10 til 15.