Ny styrket indsats på beskæftigelsesområdet

Et samarbejde er på vej til at blive smedet mellem erhvervs- og beskæftigelsesudvalget i Guldborgsund Kommune, DI og Business LF for at sikre mere arbejdskraft til erhvervslivet blandt de ledige i jobcentret. Foto: Arkivfoto

Udvalg rækker hånden ud til kommunens virksomheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Det har længe været et ønske at lukke en del af erhvervsindsatsen ind under beskæftigelsesudvalget i Guldborgsund Kommune, og i denne byrådsperiode er det lykkedes. Imens den strategiske erhvervsindsats ligger hos økonomiudvalget, er den konkrete indsats flyttet til beskæftigelses- og erhvervsudvalget.

Det blev særligt synligt, da udvalget i denne uge besluttede at holde to årlige møder med Dansk Industri og Business LF. Det første formelle møde vil finde sted i løbet af foråret, fremgår det af mødereferatet.

- I udvalget er vi rigtig glade for at favne både beskæftigelse ogerhvervsområdet. Det giver virkelig god mening. Som konjunkturen ser ud lige nu, er der stor efterspørgsel efter arbejdskraft, og samtidig har vi en stor gruppe ledige, der er klar til at komme ud på arbejdsmarkedet. Vi har både de unge og de +55 med masser af erhvervserfaring, så det er en vigtig ressource, vi skal have sat i spil, og som kan bidrage positivt til erhvervslivets efterspørgsel efter arbejdskraft, siger udvalgsformand René Christensen (DF).

I december var i alt 564 personer under 30 år enten ledige eller på uddannelseshjælp. Heraf var 140 personer a-dagpengemodtagere, jobparate kontanthjælpsmodtager eller jobparate overgangsydelsesmodtagere. Hovedparten af dem er ufaglærte.

De resterende 424 var uddannelseshjælpsmodtagere, som alle er ufaglærte. Blandt uddannelseshjælpsmodtagerne var 144 vurderet som uddannelsesparate, mens 280 personer var vurderet som aktivitetsparate.

En stor del af de unge ledige og uddannelseshjælpsmodtagere har ikke fokus på og interesse i at påbegynde en uddannelse, vurderes det af kommunens embedsværk. Disse unge har mere fokus på og interesse i at komme i job.

Derfor vil et stort fokus for udvalgets samarbejde være at få ufaglærte unge fra offentlig forsørgelse og i job gennem opkvalificering.

Flere lærlingepladser

Både DI og Business LF er vigtige aktører på erhvervsområdet og kan være med til at nå målet om at få så mange som muligt ind på arbejdsmarkedet til de virksomheder, der gennem længere tid har efterspurgt mere arbejdskraft.

Derudover er det besluttet, at der til disse møder også kan deltage én anden aktør, som kan bidrage positivt til den vigtige dagsorden. Det kunne eksempelvis være fagbevægelsen eller én af de lokale uddannelser.

- Vi vil gerne være med til at skaffe flere lærlingepladser til vores unge mennesker, så vi sikrer den fremtidige arbejdskraft, som vores virksomheder har stor efterspørgsel efter. Og kan vi være brobygger til at øge antallet af lærlingepladser og eventuelt fjerne nogle barrierer, så træder vi meget gerne til, siger udvalgsformanden.

Udvalget har samtidig besluttet at gøre Beskæftigelsesplanen, som udarbejdes af udvalget, til etårig frem for normalt toårig.

- Udvalget vil gerne have en plan, der er mere dynamisk, så strategien ligger så tæt på virkeligheden og det, som erhvervslivet har brug for. Der er jo stor forskel på, hvordan indsatsen skal være, alt efter om der er lav- og højkonjunktur. Det er altafgørende, at vi hurtigt kan omstille indsatsen, hvis det bliver nødvendigt, siger udvalgsformanden, der glæder sig til det vigtige arbejde, udvalget nu tager fat på.

Udover de halvårlige møder er der også lagt op til, at udvalget i foråret tager på studiebesøg hos en kommune med erfaringer i partnerskaber med erhvervslivet.

I forlængelse af det besøg vil man lave en konkret model for, hvordan samarbejdet skal foregå i Guldborgsund Kommune.