Ofte for de ældre: Klubben hitter nu også blandt de unge

I de fleste af sine 35 år har Riverside Jazz Club holdt til i Teaterfoyeren. Arkivfoto: Ingrid Riis

Riverside Jazz Club satser på unge musikere og sociale medier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du tror, at den lokale jazz kun henvender sig til den ældre generation, "det grå guld" om man vil, kan du godt tro om igen.

Jazz af denne slags er nemlig også for en voksende gruppe af yngre.

Det har de i hvert fald erfaret i Riverside Jazz Club, som holder til i Teaterfoyeren i Nykøbing.

- Vi ser i hvert fald en del yngre, som kommer for at høre jazz hos os, siger Ole Weibel.

Yngre bands

Han er bestyrelsesmedlem i klubben og ham, der står for at booke bands til arrangementerne.

Ikke mindst det sidste er vigtigt, når det gælder om at få et nyt publikum ind til musikken i Riverside.

- Der er mange yngre bands, der spiller traditionel jazz - New Orleans, blues og cajun. Men de spiller musikken på en anden måde.  Og kommer de her, så kommer det yngre publikum også, siger Ole Weibel.

Han fortæller, at han for at finde bands trækker på et netværk af andre jazzklubber rundt om i landet.

Nye bands trækker nyt publikum

Ole Weibel, bestyrelsesmedlem i jazzklub

Satser på musik

Ole Weibel slår fast, at det er musikken, der er det vigtigste i Riverside Jazz Club.

I andre klubber gør man meget ud af hygge og spisearrangementer, mener han.

- Men her satser vi på musikken, som folk kan lytte og danse til. Og danse - det gør de, siger han.

Hyggen kan man så tage i Teatercafeen ved siden af, hvor publikum kan købe øl. Endelig gør man i Riverside Jazz Club meget ud af at fortælle om sig selv og musikken til omverdenen. Til det bruger man sin hjemmeside og Facebook.

- Desuden sender vi tit nyhedsbreve ud. Det sker en gang eller to om måneden. Kommunikation er vigtigt, siger Ole Weibel.

Cirka 160 medlemmer er der nu i den 35 år gamle klub.

Som altså ikke kun er for "det grå guld".

Riverside Jazz Club

  • Riverside Jazz Club er dannet i 1989 af blandt andet Bjørn "Rasmus" Rasmussen og John Olsen. 
  • Begge er stadig med i klubben og nu som æresmedlemmer.
  • I sin første tid holdt klubben til i Folkedanserhuset ved Vesterskoven og i Handelsskolen i Frisegade.
  • Desuden var der en meget kort afstikker til Jernbanecafeen ved Banegårdskrydset.
  • Men i langt de fleste af årene har klubben haft adresse i Teaterfoyeren på Østergågade.
  • Klubben tæller i dag cirka 160 medlemmer.