GEDSER: Når Egon, Benny og Keld fattes penge, så går de i gang med at planlægge et kompliceret kup, der skal lande dem millioner af kroner i store sedler.
Den vej har man ikke valgt at gå i Olsen Bandens danske fanklub.
I stedet har Rune Holm Clausen, formand for "Olsen banden Fanklub DK," som foreningen rettelig hedder, slået hovederne sammen med Henrik Hansen, der er formand for "Olsen Banden Statue Foreningen" og ladet kreativiteten løbe løbsk.
Dét har nu resulteret i en julekalender, fortæller Rune Holm Clausen torsdag formiddag på Gedser Remise. For det er nemlig på remisen, der skal bygges, hvis der ellers kommer en masse penge i kassen hos fanklubben.
Rune Holm Clausen håber at de 1000 printede julekalender hurtigt bliver afsat. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Palæet mangler noget
Annonce
I årevis har de nemlig drømt om at opføre en sidebygning til "Det gule palæ", der nu står i Gedser efter et langt liv i København. Men projektet står lidt i stampe, anerkender formanden:
- Vi fik jo en overvældende støtte, da vi ville have det gule palæ herned. Fondene stod nærmest i kø for at støtte op om projektet, for det handlede om noget, alle har et forhold til - vi fik blandt andet en hel million kroner af A. P. Møller, forklarer Rune Holm Clausen.
Vi fik jo en overvældende støtte, da vi ville have det gule palæ herned. Fondene stod nærmest i kø for at støtte op om projektet, for det handlede om noget, alle har et forhold til - vi fik blandt andet en hel million kroner af A. P. Møller.
Rune Holm Clausen
Men en nyopført sidebygning, de originale er revet ned, har åbenbart ikke samme tiltrækningskraft på fondsmidler. Alle, der hører om projektet, der både skal komme fanklubben og remisen til gode, er ellers vilde med ideen.
- Men der er ikke så mange, der er klar til at hjælpe med at betale, konstaterer Rune Holm Clausen.
De kom lidt sent
Så for at få genoplivet projektet, ikke mindst i den brede befolkning og hos fondene, har Rune Holm Clausen og Henrik Hansen fået lavet en julekalender.
I første omgang er der trykt 1.000 styk, forklarer Rune Holm Clausen.
- Og de skulle have været her på remisen i dag, så vi kunne begynde at sælge af dem, nu hvor her er mange mennesker i efterårsferien. Men de kommer i næste uge, hvilket er lidt ærgerligt, forklarer formanden.
Holder dampen oppe
Julekalenderen er designet af den tyske kunstner Holger Klein, og projektet er støttet og godkendt af Nordisk Film samt de tre afdøde hovedrolleindehaveres familier, fortæller Rune Holm Clausen.
Annonce
Det er ikke, fordi pengene fra salget af julekalenderen kommer til at kunne gøre ret meget ved den regning, en eventuel sidebygning efterlader. Fire millioner vil sådan en godt og vel koste at få opført.
Det handler mere om at holde på folks opmærksomhed.
- Med inflation og stigende priser på alting, særligt byggematerialer, så kommer vi lige nu længere og længere væk fra målet, selv om vi samler penge ind. Det er nu eller aldrig, fristes jeg til at sige, lyder det ærligt fra Rune Holm Clausen.
Julekalenderen sælges af fanklubben selv og i alt 14 steder i landet - her i området kan den selvsagt købes hos Gedser Remise.
Pengene går ubeskåret til drømmen om opførelsen af en sidebygning til det gule palæ.
Seneste artikler
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen