Pludselig lød et ordentligt brag: Daniel føler sig snydt for flere hundrede tusinde kroner
Daniel Browa stod med en spritny forsikring i hånden, da stormen tog en bid af gavl og tag i oktober sidste år. En nyværdiforsikring med afskrivningstabeller, han aldrig er blevet oplyst om. Foto: Anne Katrine Petersen
Anne Katrine Petersen
Daniel Browas gård blev hårdt ramt under stormen i oktober sidste år. Han havde netop tegnet en forsikring, som slet ikke lever op til hans forventninger.
Pregehøjvej 13b. 22. oktober 2023. Daniel Browa har besøg af sin søster, hendes mand og børn. Udenfor raser den kraftigste storm i otte år med vindstød på op til 35 meter i sekundet. Indenfor spiser familien en stille og rolig middag.
- Pludselig lyder der et ordentlig brag, og da vi åbner fordøren, flyver tagplader rundt i gården. De lander blandt andet på min søster og svogers fine Volvo. Jeg kan huske, min svoger siger, at han håber, jeg har en god forsikring.
Det bekræfter Daniel Browa roligt. Forsikringen er frisk i hukommelsen, for den er helt nytegnet, så selskabet sætter sig tilbage til bordet. Udenfor raser stormen videre.
- På et tidspunkt vover jeg mig ud og ser, at gavlen er væltet, og at tagkonstruktionen står og danser i vinden.
Ro i maven
Næste morgen vågner Daniel Browa sammen med resten af landet til skaderne. Han går straks i gang med dokumentation og kontakt til G.F. Forsikring.
- En ekstern konsulent kommer ret hurtigt ud og vurderer skaden. Jeg hører fra taksator to måneder senere.
I al den tid har Daniel Browa ro i maven.
- Da assurandøren solgte forsikringen, gjorde han meget ud af, at alt kunne forsikres til nyværdi. At det betød, at jeg var forsikret på en måde, så der kunne opføres noget nyt, tilsvarende og på samme sted.
Den øverste halvdel af Daniel Browas gavl er væltet ind, og lidt over en tredjedel af tagpladerne er forsvundet. Konstruktionen står der endnu. Han ønsker umiddelbart at få genopført bygningen, som den var, gerne med genbrug af mursten. Det vil koste lige knap 800.000 kroner.
Første gang
Besøget fra taksatoren i december går dog langt fra, som Daniel Browa havde forventet.
- Han begynder at tale om afskrivning på grund af tagets alder. Det er første gang, jeg hører om det. Assurandør har jo lovet, at det kan opføres. Men pludselig vil de kun dække 20 procent på taget og 40 procent på murstenene. Fordi bygningen er i så god stand tilbyder de at dække 50 procent af de 800.000 kroner.
Han begynder at tale om afskrivning på grund af tagets alder. Det er første gang, jeg hører om det. Assurandør har jo lovet, at det kan opføres.
Daniel Browa, gårdejer
Daniel Browa føler, han er blevet snydt af assurandøren, og mener, at assurandøren burde vide, at han ikke kan sælge en nyværdiforsikring, hvis ejendommen ikke lever op til det.
Derfor har Daniel Browa hyret en advokat og rådgiver og gentagne gange henvendt sig til ledelsen i GF Forsikring.
Skrivebordsafgørelse
Med hjælp fra sin rådgiver går han nu undersøgende til værks. Efter assurandørens besøg, hvor salget af forsikringen blev aftalt, skulle en taksator nemlig have været forbi adressen.
Men det mener Daniel Browa ikke, at der har været.
- Der findes godt nok en taksatorrapport, men den er ikke underskrevet af en eksamineret taksator, så jeg tror, det er en skrivebordsafgørelse. I øvrigt har min rådgiver fortalt mig, at jeg skal være med, når der takseres, inden forsikringen træder i kraft.
Daniel Browa understreger, at det i hans optik er assurandøren, altså sælgeren af forsikringen, der har snydt ham.
Vender tilbage
Næste skridt er at indsende en officiel klage, som vil blive behandlet i Ankenævnet for forsikring.
Folketidende har fået en fuldmagt til at gå ind i Daniel Browas sag. Det betyder, at GF Forsikring gerne må udtale sig om den til avisen.
GF Forsikring vil dog ikke stille op til interview om sagen, hvor Folketidende gerne ville have spurgt ind til om nyværdiforsikring er et korrekt produkt til kunden, og hvad der er gjort i det konkrete tilfælde for at oplyse om afskrivningstabellerne. Avisen havde også gerne spurgt til taksatorbesøget i forhold til dato og om taksator er eksamineret. GF sender i stedet en mail med en udtalelse fra direktør for Skadehjælp, Martin Rundager:
Vi kan sagtens forstå Daniels frustration. Vi lytter til ham, og vi har meddelt ham, at vi ser på sagen igen med friske øjne. Vi har meddelt Daniel, at vi vender tilbage i denne uge.
Seneste artikler
Færgesagen vil ikke dø: - Ro og robusthed får vi i hvert fald ikke
Kasper Roug om milliarddyr gasledning: - Jeg ville gøre det hele igen
Claus Meyers vilde opråb: Lad os sejle fra Oreby til Askø
Jakob i triumf: - Det er min karrieres højdepunkt. Jeg var lige ved at tude
Kraftig regn kan blive ledsaget af stærke vinde og torden
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt