Politi uddeler bøder ved vejarbejde

Der vil også blive arbejdet ved rundkørslen ved Hotel Falster og Refa torsdag. Foto: Anders Knudsen

Bilister sætter andres liv på spil, mener entreprenør.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Politiet blev onsdag kaldt ud til den meget trafikerede rundkørsel ved Refa og Hotel Falster i Nykøbing.

Imens entreprenører arbejder for at finde ud af, hvorfor der står vand på kørebanen, trodser bilister skiltningen. Og det giver ikke kun farlige forhold for bilisterne selv, men også for entreprenørerne, der færdes på vejen.

- De sætter vores medarbejderes liv og lemmer på spil, lød det onsdag fra produktionschef fra Guldborgsund Forsyning, Niels Rasmussen.

Derfor var politiet til stede og fik også uddelt både bøder og klip.

Ved to kontroller, der fandt sted i går eftermiddags, blev fire bilister standset og sigtet for at køre mod færdselsretningen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi her til morgen.

Desuden fik en bilist en formaning om at lægge mærke til skiltningen på stedet.

Arbejdet ved rundkørslen ved Skovalléen og Stubbekøbingvej begyndte tirsdag morgen og fortsætter torsdag. Her vil der også være lukket for sydgående trafik.

Afspærringen gælder ikke hele rundkørslen, men der er helt spærret for den trafik, som kommer nordfra. Det betyder, at bilister skal køre fra ved Skovalléen.

Mere skiltning

Fra de øvrige retninger er der også visse restriktioner, men det fremgår af skiltningen på stedet.

Bilisterne har dog meget svært ved at respektere afspærringerne og skiltningen, fortæller Niels Rasmussen.

Han har ved selvsyn set biler passere gennem rundkørslen på cykelstien eller køre den forkerte vej rundt for at komme igennem.

Christian Skov er lastbilchauffør og overværede tirsdag et tilfælde, hvor tre udenlandske lastbiler og to store traktorer var kørt forbi advarselsskiltene og derfor havnede ved vejarbejdet, hvor de på samme tid skulle forsøge at vende om.

- Det var et decideret kaos. Ingen forstod skiltene - hverken bilisterne eller de udenlandske lastbilchauffører. Og de kører ofte efter gamle gps'er, som ikke er opdaterede om sådan noget vejarbejde her, siger han.

Han foreslog at sætte et skilt mere op, så bilisterne tidligere blev gjort opmærksom på vejarbejdet. Det blev gjort onsdag.

- Der har fra starten af været sat et skilt op ude ved Gaabensevej, der fortæller folk, at de skal køre fra der, men nu sætter vi to bliklys på skiltet også for at gøre bilisterne opmærksomme på det. Samtidig sætter vi ekstra skiltning op omkring banegården, så trafikanter, der kommer sydfra, også bliver gjort opmærksom på afspærringerne tidligere, forklarer Niels Rasmussen.