POLITIKERE: HURTIG HJÆLP TIL LUKNINGS-TRUET SPORTSCENTER

I sidste uge kunne man læse om en akut opstået konkurstrussel hos Sakskøbing Sportscenter på grund af de stigende elpriser. Nu er der udsigt til hurtig politisk indgriben. Arkivfoto: Anders Knudsen

Udfordringerne med de stigende elpriser i det nu konkurstruede sportscenter i Sakskøbing gør indtryk i det lokalpolitiske landskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

De dystre meldinger om en truende konkurs i en af Sakskøbings absolutte livsnerver - nemlig Sakskøbing Sportscenter - er ikke gået ubemærket hen i det lokalpolitiske landskab. 

Hos Guldborgsunds borgmester, Simon Hansen (S), er der ingen tvivl om, at der skal noget ekstraordinært til for at redde Sakskøbing Sportscenter ud af krisen, som er skabt på baggrund af de voldsomt stigende elpriser.

- Jeg er helt med på, at der er tale om en ekstraordinær situation, som kræver handling. Vi er glade for det samarbejde, der altid har været med sportscenteret i Sakskøbing, og det skal naturligvis fortsætte. Selv om der også i de kommunale haller er store udfordringer på grund af de stigende elpriser, gælder der nogle andre rammer i de selvejende haller, der får et årligt driftstilskud. Det er vi med på, og selvfølgelig skal der gøres noget ekstraordinært, siger Simon Hansen med henvisning til den direkte appel, som centerleder Janne Hansen i sidste uge sendte til både borgmester og resten af byrådet.

Tirsdag i næste uge

Oven på den direkte appel om et politisk hjælpeindgreb var udvalgsformanden for landdistrikter, kultur og fritid, Ole K. Larsen (V), allerede i sidste uge ude med et løfte om at have fokus på en hurtig løsning omkring Sakskøbing Sportscenters udfordringer med at kunne betale den seneste elregning samt de lønudbetalinger på cirka en halv million kroner til den første november.

Vi skulle have haft et ekstraordinært møde om sagen i morgen (torsdag, red.), men vi har måttet udsætte det til tirsdag i næste uge.

Ole K. Larsen (V), udvalgsformand

- Vi skulle have haft et ekstraordinært møde om sagen i morgen (torsdag, red.), men vi har måttet udsætte det til tirsdag i næste uge. Her er situationen omkring Sakskøbing Sportscenter på udvalgets dagsorden, og vi skal have drøftet, hvordan vi sikrer en god løsning omkring ikke bare Sakskøbing Sportscenter men alle kommunens selvejende haller i forhold til de her stigende elpriser, fortæller Ole K. Larsen.

Det er forventningen hos udvalgsformanden, at der efter næste uges ekstraordinære tirsdagsmøde i udvalget to dage senere igen skal drøftes Sakskøbing Sportscenter og kommunens øvrige selvejende haller på byrådsmødet 13. oktober.

Budget tillader ikke store udsving

Også formand for teknik, klima og miljøudvalget, Annemette S. Johnsen (SF), er orienteret om den akut opståede udfordrende situation i Sakskøbing Sportscenter med en ekstra årlig elregning med det nuværende niveau i elpriserne på omkring en million kroner alene for Hal A og B.

- Vi har ikke nogen haller, som er unødvendige eller umiddelbart kan lukkes ned for. De er jo alle sammen i brug. Nu er Sakskøbinghallen kommet på banen med, hvad det betyder for dem. Men det samme vil ramme de kommunale haller, og vi står med et budget, som ikke tillader store udsving med armene. Men vi skal da kigge på det og naturligvis hjælpe hallerne så meget, vi kan, lyder det fra Annemette S. Johnsen.

Det er reelt kun en økonomisk håndsrækning fra kommunen i en eller anden form, som vil kunne redde Sakskøbing Sportscenter fra at være akut konkurstruet.

I forhold til det nuværende niveau i elpriserne er der hos Sakskøbing Sportscenter udsigt til en stigning på en million kroner i de årlige eludgifter alene til Hal A og B.