POPULÆR BADEBRO PILLET NED: - DET MÅ IKKE SKE IGEN

Badebroen blev pillet ned allerede i starten af uge 42, og det huer ikke René Christensen. Foto: Andreas Johansen

René Christensen (DF), 1. viceborgmester og formand for beskæftigelses- og erhvervsudvalget, er ked af, at badebroen på Marielyst Strand blev pillet ned.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST: - Jeg gik en tur nede på Marielyst, hvor jeg er bosat for tiden. Da jeg kom ned på stranden, så var de i gang med at fjerne den badebro, som folk er så utrolig glade for - lige midt i uge 42, hvor der er fyldt med turister, der skal rejse hjem igen med et godt indtryk af Lolland-Falster.

René Christensen (DF) har travlt med at føre valgkamp disse dage.

Men bare fordi dagene er fyldt med vælgermøder og lange, snirklede snakke med journalister, er lokalpolitikken stadig i fokus.

René Christensen er nemlig formand for beskæftigelses- og erhvervsudvalget i Guldborgsund Kommune.

Fjerner trækplaster

Han undrer sig noget over, at man fjerner et trækplaster fra områdets mest besøgte strand, lige mens alle turisterne har allermest brug for det. 

- Der bliver arbejdet hårdt på, at vi får forlænget den såkaldte "skuldersæson" på begge sider af sommeren, både politisk og blandt de mange erhvervsdrivende i Nykøbing og på Marielyst. Derfor synes jeg, det er ærgerligt, at jeg så kan gå hjem og læse i Folketidende, at broen bliver fjernet på grund af nogle praktiske hensyn, lyder det fra 1. viceborgmester René Christensen.


René Christensen vil have lavet en aftale om, at badebroen for fremtiden ikke pilles ned, før uge 42 er overstået. Foto: Ingrid Riis

Argumentationen lød blandt andet, at det skyldtes kalendermæssige årsager hos den underleverandør, der skulle assistere med at få pillet broen ned.

"Vi havde da håbet, at vi kunne have haft broen oppe her i efterårsferien, det er da klart. Men det passede bedst ind i kalenderen for os og vores leverandør, hvis den kom ned nu," konstaterede Frederik Cordes, projektleder i Guldborgsund Kommunes udviklingsafdeling, Center for Teknik og Miljø, forleden i Folketidende.

Mange undrer sig

Det mener formanden for beskæftigelses- og erhvervsudvalget er uheldigt:

- Jeg taler kun for mig selv, men jeg tænker, at vi fra beskæftigelses- og erhvervsudvalgets side bliver nødt til at sende et skriv til teknik- og miljø, hvori der står, at den bro selvfølgelig skal blive stående, indtil vi er forbi uge 42, ligesom de offentlige toiletter og lignende selvfølgelig også skal kunne bruges. Ugen er ret stor for turismen i Guldborgsund Kommune, og vi skal give folk en god oplevelse, de kan tage med hjem. Derfor må praktik eller lignende ikke stå i vejen for, konstaterer René Christensen.

Badebroen har vakt stor begejstring på Marielyst Strand - det nåede turisterne i efterårsferien bare ikke at få glæde af. Arkivfoto: Anders Knudsen

De fastboende i Marielyst har da også undret sig over beslutningen. René Christensen bliver mødt af mange, der ikke forstår beslutningen.

- Jeg kan jo ikke gå en tur ind i Aldi, uden nogen siger, at det er vanvittigt, den bro er pillet ned. Der er fyldt med turister nede på stranden lige nu, og de skulle have haft chancen for at bruge den bro, for det er en ting, som har været fantastisk for Marielyst.

Jeg kan jo ikke gå en tur ind i Aldi, uden nogen siger, at det er vanvittigt, den bro er pillet ned. Der er fyldt med turister nede på stranden lige nu, og de skulle have haft chancen for at bruge den bro, for det er en ting, som har været fantastisk for Marielyst.

René Christensen