PRISMODTAGER ER KLAR, NÅR LIVET RAMLER

Julie A. Christensen, hjerneskadekoordinator i Guldborgsund, modtog Hjernesagens Ærespris 2022 af foreningens lokalformand Rose Brusen under en overrækkelse på Fuglsang Kunstmuseum. Foto: Claus Hansen 

Flere kommuner har sparet funktion væk: Men nu har lokal koordinator vundet en pris

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Når livet ramler, og alt vendes fuldstændigt på hovedet, kan det være rart at blive grebet af et andet voksent menneske. Det er ikke en selvfølge i alle danske kommuner, at man - så snart et familiemedlem rammes af en blodprop - kommer i kontakt med en hjerneskadekoordinator. Men det gør man i Guldborgsund.

Julie A. Christensen, hedder hun. Og selvom man aldrig skal ønske sig at blive ramt af en blodprop, kan man måske godt ønske sig at være en borger i Guldborgsund, hvis ulykken nu skulle være ude, som hun selv formulerer det.

Hun støtter, guider og hjælper i den jungle af regler og uoverskuelige love, som man pludselig befinder sig i. Mennesker, der ellers aldrig har været en del af det sociale system, er pludselig blevet afhængig af det.

Rose Brusen, lokalformand, Hjernesagen

Torsdag fik hun overrakt Hjernesagens Ærespris 2022 for sit arbejde med hjerneskadede borgere - og ikke mindst deres pårørende.

Guldborgsund Kommune har haft en hjerneskadekoordinator siden kommunesammenlægningen i 2007. Julie A. Christensen har haft stillingen siden 2017. Foto: Claus Hansen

- Hjerneskadekoordinatoren gør en enorm forskel, lød det fra formand Rose Brusen, der selv har stået som pårørende, da hendes mand blev ramt af intet mindre end tre blodpropper med præcis en måneds mellemrum for otte år siden.

- Hun støtter, guider og hjælper i den jungle af regler og uoverskuelige love, som man pludselig befinder sig i. Mennesker, der ellers aldrig har været en del af det sociale system, er pludselig blevet afhængig af det.

Fjerner bekymringer

Det var staten, der for en del år tilbage gav et tilskud til, at alle kommuner kunne ansætte en hjerneskadekoordinator. Men da tilskuddet faldt fra, valgte nogle kommuner at spare stillingen væk. I Guldborgsund har koordinatorrollen eksisteret siden kommunesammenlægningen i 2007 og været i hænderne hos tre personer.

Jeg oplever, at de berørte personer er glade for, at der er én person, som kan tage nogle af de bekymringer, de går med. Og at de ikke oplever, at de står helt alene, når livet er vendt på hovedet. For jeg er på deres side. Jeg er ikke en visitator eller del af en myndighed.

Julie A. Christensen, hjerneskadekoordinator, Guldborgsund

Bob Richard Nielsen (DF) er formand for ældre og omsorgsudvalget, og han lover, at hjerneskadekoordinatoren i hvert fald eksisterer i Guldborgsund i de næste tre og et halvt år. Foto: Claus Hansen

Julie A. Christensen overtog stillingen i 2017, og i dag er hun tilknyttet Center for Hjerneskaderehabilitering.

- Jeg oplever, at de berørte personer er glade for, at der er én person, som kan tage nogle af de bekymringer, de går med. Og at de ikke oplever, at de står helt alene, når livet er vendt på hovedet. For jeg er på deres side. Jeg er ikke en visitator eller del af en myndighed, forklarer hun.

Hun følger dem, ligeså længe de har et behov. Nogle er klar til at være på egen hånd igen efter en måned. Andre smider aldrig hendes telefonnummer ud.

Fokus på den enkelte familie

Da Niels Madsen blev ramt af den første blodprop, stod han under bruseren for at gøre sig klar til en indkøbstur. Han mærkede ikke noget, før han pludselig lå på gulvet og kiggede på bruseren nedefra.

Jeg oplever, at vi i forhold til senhjerneskader ikke ser en geografisk ulighed i sundhedsvæsenet. Og når jeg taler med folk fra andre kommuner i vores forening, så er det tydeligt, at de er imponerede over vores tilbud til borgerne.

Rose Brusen, lokalformand, Hjernesagen

Rose Brusen, formand for Hjernesagen, og Niels Madsen erkender, at livet med en senhjerneskade er svær. Efter de tre blodpropper har Niels flere kognitive udfordringer med blandt andet at tage initiativ, være i sociale sammenhænge og fokusere længe på en opgave. Men det er jo ikke hans skyld, siger Rose Brusen, der takler det ved at gå en masse lange ture. Foto: Claus Hansen

Rose Brusen var hjemme. Det var hun alle tre gange. Og hun husker, hvordan hjerneskadekoordinatoren kom på besøg dagen efter, den første blodprop havde ramt. Det var en lettelse. Og hun kom især til at spille en rolle, da Rose Brusen valgte at gå på efterløn, fordi det var den eneste måde, hun kunne hjælpe sin mand på.

- Hun kunne rådgive os, og det var tydeligt, hvordan hun kunne fokusere på at hjælpe den enkelte familie i de udfordringer, vi stod i.

Begge har de kæmpet for at få Center for Hjerneskaderehabilitering opført. Et sted, hvor al ekspertise er samlet ét sted.

- Jeg oplever, at vi i forhold til senhjerneskader ikke ser en geografisk ulighed i sundhedsvæsenet. Og når jeg taler med folk fra andre kommuner i vores forening, så er det tydeligt, at de er imponerede over vores tilbud til borgerne.