Revy-forberedelserne er gået ind i finpudsnings-fasen

Rasmus Krogsgaard må som instruktør og skuespiller på Nykøbing Falster Revyen løse mange forskellige opgaver - som her, hvor han skubber rundt med et flygel og revydirektør Mickey Pless. Foto: Claus Hansen

Årets Nykøbing Falster Revy har premiere på torsdag, og de sidste forberedelser er i fuld gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Scenografien på scenen er ved at være på plads, og det samme er de nye borde og stolene på gulvet i teatersalen på Nykøbing F. Teater. På torsdag går fortæppet, som i øvrigt også er nyt, op for premieren på Nykøbing Falster Revyen 2022, og revyholdet er i fuld gang med de sidste justeringer.

Alligevel er stemningen afslappet, da Folketidende kigger forbi teatret sent fredag formiddag, for forberedelserne går efter planen.

Nu glæder vi os bare til at optræde for et publikum og få nogle reaktioner.

Instruktør Rasmus Krogsgaard og revydirektør Mickey Pless

- Vi har teknisk prøve i dag, hvor alle skift mellem numrene skal prøves, og vi havde orkesterprøve for første gang i aftes, og det gik fantastisk. De er så seje de musikere, og de kan det hele. Nu glæder vi os bare til at optræde for et publikum og få nogle reaktioner, fortæller revydirektør Mickey Pless og instruktør Rasmus Krogsgaard.

- Det er finpudsning nu. Men vi er meget glade, og vi synes, at vi laver en Nykøbing Falster Revy lige som, den skal være.

Det er ved at være et stykke tid siden, at revyholdet lagde sig fast på, hvilke numre, der skal med i årets revy. Nu mangler der bare lidt tilretning i forhold til rækkefølgen og længden på numrene.

- Vi har skåret lidt i nogle af numrene, fordi vi kunne mærke, at de blev for lange. Jeg elsker, når vi når til de små finpudsninger, lyder det fra Rasmus Krogsgaard, som godt kan lide at "nørde" med tingene.

- Og hvis der er et nummer, hvor publikum ikke griner, selvom det var meningen, så kan det godt være, at vi tager det ud og enten klarer os med et nummer mindre eller måske tager et andet nummer ind i stedet, tilføjer han.

110-års jubilæum i år

Revyen har 110-års jubilæum i år, og det sætter sit præg både på scenografien - hvor man har fået lavet en særlig markering med LED-lys, som rækker helt ud over scenekanten - og på åbningen, hvor revyholdet har planlagt et helt særligt nummer med tilbageblik på nogle af højdepunkterne fra tidligere tiders revyer i Nykøbing.

Der er blevet mere plads end tidligere mellem bordene i teatersalen. Samtidig er der indkøbt nye borde, som er lidt bredere end de gamle. Stolene vil nogle nok genkende fra sidste års revy i Nykøbing F. Hallen. Revydirektør Mickey Pless glæder sig til, at byde publikum indenfor. Foto: Claus Hansen

Revydirektør Mickey Pless kan også glæde det lokale publikum med, at der er et nummer med i år, som handler om lokale forhold.

- Det er et nummer, der samler de store ting, der er sket hernede. Vi fik kritik sidste år for ikke at have noget lokalt med, og det har vi lyttet til. Men det er svært at lave en lokal vinkel på noget, som folk, der ikke kommer fra lokalområdet, også forstår. Og 60 procent af vores publikum kommer udefra, forklarer Mickey Pless.

Han noterer også med tilfredshed, at billetsalget stille og roligt nærmer sig 20.000 solgte billetter allerede inden premieren.

- Men vi kan godt mærke, at folk er begyndt at holde lidt igen på grund af de stigende priser, blandt andet på brændstof. Og på det her tidspunkt er der også altid nogle, som venter med at købe billetter, til de har set anmeldelserne af revyen, fortæller revydirektøren.

Årets Nykøbing Falster Revy har som nævnt premiere på torsdag, 9. juni. Inden da er der dog et par forpremierer med publikum. Sidste forestilling er 20. august.

Udover Mickey Pless som kapelmester sammen med et fem-mands orkester består revyholdet i år af skuespillerne Rasmus Krogsgaard, Bente Eskesen, Troels Malling, Kristine Yde og Gordon Kennedy.