SE BILLEDERNE: Htx-gallafest for 3.g - samt 4. og 5.g

Så blev det tid til gallafest på HTX  i Nykøbing. Foto: Anders Knudsen

Ved årets gallafest på htx i Nykøbing var der også inviteret tidligere elever, som gik glip af deres gallafest på grund af corona.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: - Det er dejligt endelig at få lov at holde gallafest.

Sådan lød det med et stort smil fra rektor Bo Rasmussen, da han fredag sidst på eftermiddagen sammen med massevis af forældre stod ude foran htx på Merkurs Plads i Nykøbing for at tage imod afgangseleverne.

En af de stolte forældre var Steen Albretsen, der netop havde set sin søn Christoffer komme op ad den røde løber.

- Det er jo fantastisk at være her. Solen skinner, så det kunne ikke være bedre.

Det var en længe ventet begivenhed, for den ellers traditionsrige gallafest har ikke været afholdt de seneste to år på grund af coronaen. Det var også grunden til, at festen i år ikke var helt, som den plejer.

Da de to tidligere årgange af afgangselever ikke har haft chancen for at komme til gallafest, var de nemlig inviteret med i år - som en slags 4. og 5.g’ere. Og flere af de tidligere elever havde taget imod tilbuddet om en erstatnings-gallafest.

Det, som til gengæld fulgte traditionerne, var, at afgangseleverne ankom efter tur i flotte og festlige køretøjer, mens musik, de selv havde valgt, bragede ud af højtalerne under deres ankomst.

Ifølge 1. g’erne, som styrede musik og ankomsttider, var både rapmusik og "Den knaldrøde gummibåd" på listen over den mest populære ankomstmusik.

På den røde løber var der blandt de festklædte 3.g.’ere både begejstring over endelig at kunne feste og samtidig en smule tristhed over, at de tre år på htx snart er slut, for coronaen har sat sit præg på gymnasietiden.

Til gallafesten er der tradition for, at 1.g’erne sørger for underholdning, mens 2.g’erne arrangerer og servicerer, men de to tjanser har årets afgangselever ikke prøvet på grund af corona. Det ville Ida Kjølby og Signe Vognsmed ellers gerne have oplevet.

- Vi mangler lidt af den rigtige gymnasietid, så vi har meget at indhente.

Noget af det glædede de sig derfor til at indhente fredag aften ved gallafesten, hvor de sammen med resten af afgangseleverne kunne danse til DJ Secret Service og livebandet Local Jokers.

Se flere billeder på www.folketidende.dk