Skader for 11 millioner

Guldborgsund Kommune har et stykke tid haft et projekt over reparationerne på Guldborg Havn klar. Man har dog ventet med den endelige udarbejdelse af projektet, da dette skal hænge sammen med områdefornyelsen i Guldborg. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Havne står med vedligeholdelsesregning på flere millioner.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND En række af havnene i Guldborgsund Kommune står med en forventet millionregning til vedligeholdelse. I alt har man på havneområdet sager, der løber op i omegnen af 11,4 millioner kroner.

Kommunens teknik, miljø og ejendomsudvalg drøftede på sidste uges møde sagen, og man vil i den kommende tid starte en dialog med havnene.

Havnene, der står med de største udgiftsposter, er Guldborg, Nykøbing og Stubbekøbing havne.

I Guldborg Havn skal der nye spuns ud mod Guldborgsund for fire millioner kroner.

I Nykøbing skal sejlrenden til Slotsbryggen renses, ligesom Sejlklubben Vikingen i lystbådehavnen ved deres broer har behov for en oprensning. Dette forventes at koste to millioner kroner.

I Stubbekøbing Havn skal havnens østlige mole have nye spuns, og på den nordlige mole skal laves forstærkninger af bærepæle til bro. Derudover skal også monteres anoder på havnens fortøjningspæle. Dette forventes samlet set at koste 4,85 millioner kroner. Heraf forventes østmolen at koste fire millioner.

Havnene må dog væbne sig med tålmodighed, da man ikke forventer, reparationerne bliver lavet i år. Der vil kun blive lavet nødvendige midlertidige reparationer.

- Vi skal først have lavet nogle tilstandsrapporter, hvor der er dykkere nede og kigge på skaderne, før vi kan udarbejde et endeligt projekt. Når det kommer til arbejde ved vandet, er det bare hammerdyrt. Derfor er det også svært bare lige at finde de nødvendige anlægskroner til arbejdet, forklarer Christian Refstrup, der er konstitueret direktør for Teknik og Miljø.

Hos Sejl- og Motorbådsklubben Grønsund i Stubbekøbing ærgrer man sig over, at den østvendte mole er i dårlig stand.

- Vi har om sommeren gæstesejlere, der lægger til på vores bådpladser. De sætter sig jo ikke ind i de forskellige ejerforhold. De kan bare konstatere, hvordan der ser ud. Det er ikke, fordi de kommer skrigende om det, men når man gerne vil fortælle om Stubbekøbing som et godt sted at besøge eller flytte til, så er det lidt sværere, når tingene ser ud, som de gør, fortæller Finn Jørgensen, der er formand for sejlklubben.