Skoleåbning over al forventning

Der er kommet væsentligt mere afstand mellem eleverne på Lindeskovskolen. Viceskoleleder Karina Pedersen fortæller, at der var fire-fem fraværende i hver klasse. Foto: Anders Knudsen

Lokale skoleledere er glade for måden, skolerne er genåbnet på

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING De taler som med en tunge, de lokale skole- og viceskoleledere, når de spørges til genåbningen af skolerne de seneste dage.

0.-5. klasserne er i første omgang tilbage på skolebænken, i folkeskolen skete det mandag, og det er gået godt. Sådan lyder det blandt andet fra Carsten Løye, skoleleder på Sundskolen.

- Det er gået over al forventning. Ungerne var glade for at se hinanden igen, og de ser ud til at være glade for at være kommet i skole igen, indtil videre, siger han.

På skolen er klasserne, som på Nykøbings øvrige skoler, delt op i to, så der er højest 12 elever i hver klasse.

Sådan sikres det, at de sidder med god afstand for at sænke smittefaren, og restriktioner findes over alt i de lokale elevers hverdag.

Toiletter er adskilt, så de nye "halve" klasser får hver deres, og skolegårde er splittet op i flere felter, som eleverne skal lege inden for.

Der skal vaskes hænder mange gange i løbet af dagen, og det har på Østre Skole betydet, fortæller skoleleder Carsten Berger Pedersen, at der er installeret håndvaske udendørs tre steder på skolen.

På Nordbyskolen, som på de øvrige skoler, går der meget tid med håndvask. Det kan til gengæld føre til udtørrede og røde hænder, fortæller skoleleder Lars Carlsen. Foto: Anders Knudsen

Undervises hjemme

Den nye hverdag har også givet lidt udfordringer på Nykøbing Falster Realskole, fortæller skoleleder Kenneth Mogensen.

- Vi er lidt udfordrede på vores fysiske rammer, for vi har ikke så store lokaler. Så vi leder sammen med kommunen med lys og lygte efter en løsning og håber at have den klar snart, siger han og tilføjer, at det også her har været en god opstart.

For at denne også har kunnet være tryg, har man kørt med rullende opstart på privatskolen, så klassetrinene, startende nedefra, begyndte fra i onsdags - indtil nu kun til 3. klasse.

Som på de øvrige skoler er enkelte elever i hver klasse blevet hjemme, for eksempel på grund af, at der er en i familien, der er i risikogruppen for at blive smittet. De elever får fjernundervisning.

På Sct. Joseph Søstrenes Skole beretter skoleleder John Hansen ligeledes om en god opstart. Han, som alle øvrige adspurgte ledere, roser lærerne for at have tacklet udfordringen med genåbningen flot.

På skolerne er ansat servicemedarbejdere, her Ali Hasan på Lindeskovskolen, til at tørre flader og håndtag af. Foto: Anders Knudsen
Klasser deles i forskellige grupper, som "marsvinene", viser vice- og sfo-leder på Møllebakken, Uffe Junker. Foto: Anders Knudsen
Ligesom klasserne har deres egne områder i skolegården, har de også egne toiletter, her på Nordbyskolen. Foto: Anders Knudsen
Eleverne på Nordbyskolen får først sæbe på og skal så gå en rute på et par minutter, før sæben vaskes af. Foto: Anders Knudsen