Slut med fest og sjov - nu lukker Lars butikken

Butikken Fest & Sjov lukker. Foto: Asger Andersen

Indehaveren Lars Gren har valgt at lukke den festlige butik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tilbage i 2023 kunne Lars Gren slå dørene op til festbutikken Fest & Sjov på Raadhusstræde.

Snart er det dog slut med at give dit arrangement det ekstra pift.

Indehaveren har nemlig valgt at lukke butikken.

– Der er ikke indtjening nok til de udgifter, der er. Det er der, skoen trykker. Men vi har også været uheldige med noget vejarbejde og andet det seneste halvandet års tid.

Det er særligt manglen på kunder, Lars Gren forklarer lukningen med. I stedet for at handle i hans butik, køber de ind på nettet.

– Hvis du skal bruge 200 kroner hos mig, og du kan købe det samme til 40 kroner hos Temu, tænker jeg godt, de fleste vil gå Temus vej, og så er det lige meget, hvor det kommer fra, og hvordan det produceres.

Derfor har han også en klar opfordring til borgerne:

– Hvis du vil være sikker på, at der er en butik i morgen, så brug den i dag.

Bliver snart behandlet

I fredags begærede Lars Gren Fest & Sjov konkurs. Mandag talte han med Retten i Nykøbing, hvor han blev fortalt, at der kan gå "tre til fire dage", før konkursen bliver behandlet.

– Så længe jeg får lov til at holde åbent, så længe holder vi åbent og skaffer penge til vores kreditorer. Det er klart.

Han fortæller, at det længe har stået klart, at butikken var svær at redde. Allerede for et halvt år siden var de klar over det.

Men det blev ikke bedre, som månederne gik.

Ophørsudsalget

Hvad har du gjort for at forhindre det?

– Det startede som en festbutik, men vi har hele tiden udvidet med noget mere. Vi fik lavet café, så udvidede vi med noget legetøj. Vi har prøvet at udvide med noget nyt hele tiden. Det har bare ikke virket.

Har I gjort tilstrækkeligt for, at det ikke skulle ske?

– Ja, det synes jeg, vi har gjort. Jeg kan godt kigge mig selv i øjnene og sige, at vi har gjort, hvad vi kunne.

Fest & Sjov kører ophørsudsalg, hvilket betyder, at næsten alt i butikken er sat ned til mellem fem og ti kroner, skriver butikken i et opslag på Facebook.

Hvornår butikken har sidste åbningsdag, vides endnu ikke, fortæller Lars Gren.