TRODS STIGENDE PRISER: BIBEHOLDER TEMPERATUR I SVØMMEHAL

Svømmehallerne er energioptimeret igennem blandt andet udskiftning af al lys og vandbesparende tryk i bruserne. Arkivfoto: Claus Hansen

I 25 år har Svømmecenter Falster lagt bassiner til foreninger, til skoleelever, der skulle lære at svømme, til nybagte forældre og deres børn og saunaglade pensionister. Selv om vi lever i en dyr og omskiftelig tid, er alt i svømmecentret nu genåbnet og stadig med normale temperaturer.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: I brede træk ligner Svømmecenter Falsters afdeling i Nykøbing sig selv, selv om det nu har 25 år på bagen. Der er selvfølgelig blevet udskiftet lidt her og der i tidens løb, men murene er de samme. Bassinerne er de samme. Og det er netop i vandet, at man hos de mange daglige besøgende mærker tidens udvikling.

Der var flag over alt, rød løber ved døren og lavere priser på stort set alt, da Svømmecenter Falster i Nykøbing fejrede 25 års fødselsdag. Foto: Kirsten Vestergaard
I løbet af årene er det blevet til en del avisartikler. De er alle blevet gemt. Foto: Kirsten Vestergaard

For 25 år siden var der ikke mange, som gik op i fødselsforberedelse i vand. Det er der i dag. Mange kommer også med deres spædbørn til Babyplask, ligesom at et stort antal af de måske lidt ældre borgere nyder at komme forbi i løbet af formiddagen, hvor der er godt med plads i vandet. Inden længe er der juleafslutning, og her har de bestilt gløgg og æbleskiver, forklarer Kirsten Vestergaard, der er halinspektør.

Vi får et kendskab til dem. De kender livredderne, og livredderne kender dem. Vi har et virkelig godt samarbejde, som jeg gerne vil slå et slag for.

Kirsten Vestergaard, halinspektør, Svømmecenter Falster

Hun har stået i spidsen for Svømmecenter Falster, der både tæller svømmehallen i Nykøbing og i Nørre Alslev, i otte og et halvt år. Og i weekenden rullede hun den røde løber ud for de besøgende, der kunne komme ind til en dukkert for 25 kroner.

Man kender hinanden

Hun mærker i stigende grad, at svømmehallerne bruges som samlingspunkter for mennesker i næsten alle aldre. Udover gravide, spædbørn og pensionister er 10 foreninger faste brugere af svømmehallen, imens otte skoler kommer forbi med elever fra flere forskellige klassetrin.

- Vi får et kendskab til dem. De kender livredderne, og livredderne kender dem. Vi har et virkelig godt samarbejde, som jeg gerne vil slå et slag for. Og så har vi et dejligt personale, der med ungarbejdere og studerende tæller cirka 40 personer i begge svømmecentre. Og de er ligeså vigtige, når det handler om at skabe et sted, der er godt at være, siger Kirsten Vestergaard.

I hendes tid som halinspektør er der kommet plinter og startskamler samt et lyd- og evakueringsanlæg, der både kan spille musik og fungere som alarm. Derudover har livredderne alarmer på sig hele tiden, så de kan ringe 112 på stedet og ikke skal spilde tid på at løbe hen til en telefon.

Vi har hele tiden holdt øje med energipriserne. Nu stiger de så igen, men som det er lige nu, så bibeholder vi det, så alt er, som det var før.

Kirsten Vestergaard, halinspektør, Svømmecenter Falster

Og under coronanedlukningen sørgede hun for nye omklædningsfaciliteter for både herrer og damer samt handicap.

Temperaturen sænkes ikke

Men med ét tog priserne på himmelfart, og ledelsen valgte at lukke den infrarøde sauna i Nørre Alslev og saunaen i Nykøbing.

1. november blev saunaen dog genåbnet for faste foreninger, og 1. december åbnede den for offentligheden.

- Vi har hele tiden holdt øje med energipriserne. Nu stiger de så igen, men som det er lige nu, så bibeholder vi det, så alt er, som det var før. I begyndelsen fik vi rigtig mange henvendelser på, om vi ville skrue ned for temperaturen i svømmehallen. Men vi har valgt ikke at justere på temperaturen i hverken vandet eller omgivelserne, forklarer hun.

Til gengæld er svømmehallerne energioptimeret igennem blandt andet udskiftning af al lys og vandbesparende tryk i bruserne.