Tv-hold med kendisser kom forbi: De satte pris på Martins øl
Martin Iversen (med briller) forevigede besøget fra Natasha Brock, Hans Pilgaard og Joel Hyrland med en selfie. Privatfoto.
Falster Destilleri & Bryghus bidrog med en vigtig rekvisit, da Hans Pilgaard og resten af tv-holdet fra TV2-programmet "Sæt pris på Danmark" forleden besøgte Falster.
Det er næppe hver dag, at et fugletårn på Falster danner rammen om en ølsmagning på landsdækkende tv. Men sådan ender det nok engang i løbet af næste år.
For forleden var tv-værten Hans Pilgaard sammen med komiker og Stormester-aktuelle Natasha Brock og Joel Hyrland - som nok bedst er kendt for at være en del af komiker-duoen "Adam og Noah" - på tur til Falster for at lave optagelser til et afsnit af TV2-programmet "Sær pris på Danmark".
I programmet besøger deltagerne forskellige steder i en egn af Danmark, og undervejs bliver de udsat for forskellige ting, de skal prøve eller smage på. Derefter skal de forsøge at gætte prisen på det, de lige har oplevet eller smagt.
Besøget i fugletårnet handlede dog hverken om fugl eller fisk - men om øl.
Annonce
Holdet bag tv-programmet havde nemlig fået nys om, at Falster Destilleri & Bryghus i Væggerløse brygger sine egne lokale øl med lokale råvarer, og det var sådan en øl, Natasha Brock og Joel Hyrland skulle smage på, fortæller Martin Iversen, der både er destillator, brygmester og indehaver af destilleriet og bryghuset.
Mere præcist havde man valgt varianten Marie Lyst, som er bryghusets økologiske classic-øl.
Stolt og glad
- Det tog cirka en time, og optagelserne foregik inde i fugletårnet ved Marielyst. Jeg medvirkede ikke selv, men jeg er da stolt, for de roste øllen både under og efter optagelserne, så det var ikke bare fordi, de sagde noget pænt for tv's skyld.
- Så bliver man da lidt glad på egnens vegne også, for vi forsøger jo at lave nogle produkter, der knytter sig til Falster, siger Martin Iversen.
Hvordan tv-holdet lige fandt frem til hans forretning, ved han ikke.
- Men vi må have gjort et eller andet, som gør, at vi popper op hos dem og passer ind i deres program. Det var sjovt at prøve, siger han.
Og han er helt klar til at være med en anden gang, hvis "Sæt pris på Danmark" eller andre tv-programmer vil have Falster Destilleri & Bryghus til at medvirke.
- Vi laver 26 produkter, og det her var kun ét af dem, så der er nok at tage af. Vi vil gerne fortælle om Falster og alt det, vi laver, siger Martin Iversen med et glimt i øjet.
Etiketter med en særlig historie og betydning
Alle etiketterne på Falster Destilleri & Bryghus' produkter bærer på en særlig historie.
De er nemlig alle sammen designet af Martin og Lone Iversens afdøde datter, Christina. Hus mistede livet 20. maj 2020, men hun efterlod en stor samling af skitser, akvarel og malerier, som familien har set på og fundet nye produkter til.
På virksomhedens hjemmeside skriver Martin og Lone Iversen samt deres to sønner, Casper og Benjamin, blandt andet:
- Der er kun én, der skal lave etiketter til Falster Destilleri, og det er Christina. Vi er stolte af hende og de talenter hun har, og det vil give vores fremtid bare lidt mere mening i al meningsløsheden.
- Christina ønskede at samle ind til forskellige formål. På bagetiketterne fremover vil der stå: ”Til minde om Christina støtter vi Børn, Sårbare og Natur”. Af alt salg i Falster Destilleri vil tre procent gå direkte til forskellige formål, som hun ville have ønsket.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt