Undersøger mulighed: Scandlines overvejer at sejle på e-metanol
Scandlines-færgen M/F Copenhagen skal sammen med søsterfærgen M/F Berlin have ombygget færgernes dieselmotorer til et mere miljøvenligt alternativ. Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Scandlines er i dialog med en leverandør om en mulig ombygning af dieselmotorerne på Gedser-færgerne til en mere grøn løsning.
Rederiet Scandlines har forpligtet sig selv til at sejle uden udledning af direkte emissioner i 2040.
I den forbindelse er rederiet begyndt at undersøge mulighederne for at ombygge dieselmotorerne på Gedser-færgerne M/F Berlin og M/F Copenhagen, så de i fremtiden også kan køre på e-metanol, oplyser Scandlines.
De to færger på Gedser-Rostock overfarten bliver i øjeblikket drevet frem af en blanding af batterikraft, vindkraft og diesel, og det er altså den sidste del, man vil erstatte med et mere miljøvenligt alternativ.
- Scandlines er derfor i dialog med Caterpillar Motoren om mulighederne for at ombygge vores eksisterende MaK-dieselmotorer på Gedser-Rostock-færgerne til også at kunne køre på e-metanol. Ved brug af e-metanol, der er fremstillet af vedvarende kilder, kan CO2-udledningen under ideelle forhold reduceres med 95 procent.
Mulighed for ombygning
- Efter planen kan Caterpillar - MaK have en testmotor klar på deres værksted i 2025. Hvis Scandlines vurderer, at denne testmotor opfylder forventninger og betingelser, er der mulighed for at ombygge den første Scandlines-dieselmotor i 2027, skriver Scandlines i en pressemeddelelse.
I begyndelsen af november vandt Scandlines en tysk innovationspris for den kommende ombygning af hybridfærgerne Deutschland og Schleswig-Holstein på Rødby-Puttgarden-overfarten til plug-in-hybridfærger og et par dage senere vandt rederiet endnu en pris for den nye elfærge Futura.
Et stort skridt
- Vi er i adskillige år gået forrest i denne transformation og har siden indsættelsen af dobbeltender-færgerne på Rødby-Puttgarden halveret CO2-udledningen. Og vi har sat os meget ambitiøse mål med emissionsfri drift på Rødby-Puttgarden i 2030 og på Gedser-Rostock i 2040.
- Ombygningen af Deutschland og Schleswig-Holstein er et stort skridt på den vej. Et andet vigtigt skridt er, at vi nu undersøger muligheden for at bruge mere miljøvenlige brændstoffer på Gedser-Rostock, siger Scandlines' COO Michael Guldmann Petersen i pressemeddelelsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned