Usikkerhed om omdiskuteret præstegård: Køber er sprunget fra
Idestrup Præstegård har ikke været beboet siden 2020. Den hører til et bymiljø, Guldborgsund Kommune tidligere har udpeget som kulturmiljø. Foto: Anne Katrine Petersen
Anne Katrine Petersen
Menighedsrådet bekræfter, at de har fået en henvendelse fra en mulig køber, men interessen har ikke ført til en handel.
IDESTRUP: Det gav genlyd langt udenfor kommunegrænserne, da Idestrup Præstegård i efteråret 2023 fik dødsstødet. Bygningen fra 1927 skulle rives ned. Det skete med byrådets velsignelse efter ønske fra menighedsrådet, da provstiudvalget ikke ville bevilge, hvad det kostede at sætte den i stand.
- Vi har undersøgt en del. For eksempel at tage renoveringen i etaper, men det frarådede arkitekterne. Da Provstiudvalget godt ville ofre flere penge, men til gengæld bygge nyt, blev det vores løsning. Vi fik nedrivningstilladelsen og har siden ventet på en byggetilladelse, fortæller formand for menighedsrådet i Idestrup Sogn, Søren Bjerregaard.
Ingen er kommet med penge
Han husker tydeligt den massive opmærksomhed fra medier, bevaringsarkitekter og klimaforkæmpere, som har ledsaget den politiske behandling af præstegårdssagen.
- Der har været mange henvendelser. Fra folk der ville rådgive gratis og særligt fra dem, som ville have til opgave at restaurere den. Men vi har ikke fået nogen henvendelser, hvor folk havde penge med til bordet. Vi har ikke fået én eneste henvendelse fra for eksempel en fond, selvom man skulle tro, at så meget medieopmærksomhed kunne betyde, at det burde vælte ned over os.
Har I selv gjort noget for at opsøge fonde?
- Vi har spurgt folk i vores netværk, men uden held og ingen i menighedsrådet ønskede at give sig i kast med det.
Interesseret køber
Senest har Idestrup Menighedsråd modtaget et købstilbud, hvor tanken var at dele den mere end 9.000 kvadratmeter store grund op i to matrikler.
- Men det trak de tilbage. Jeg ved ikke hvorfor. Måske var det fordi, de fandt ud af at en store del af haven er mosegrund. Derfor ville man skulle bygge langt tættere på den nuværende præstbolig. Og det er ikke hensigtsmæssigt, mener Søren Bjerregaard.
Måske var det fordi, de fandt ud af, at en store del af haven er mosegrund.
Søren Bjerregaard, formand for menighedrådet i Idestrup Sogn
Ifølge ham er næste skridt i forhold til præstegården, at Provstiudvalget gennemgår alt i sagen, før planerne om at bygge nyt kan gå videre. Der tages stilling til sagen på tirsdag.
Folketidende har forsøgt at få kontakt til den person, som ville købe præstegården. Avisen ville gerne vide hvorfor og hvad planerne var, samt hvorfor det alligevel ikke lykkedes. Men der er ikke etableret kontakt til køberen.
Sagen kort
- I januar 2023 skrev Folketidende første gang om planerne med at rive Idestrups præstegård fra 1927 ned.
- Det er menighedsrådet, der træffer beslutning i sagen, men provstiudvalget, der fastsætter den økonomiske ramme for deres arbejde med præstens bolig.
- Menighedsrådet har tilbage i 2021 involveret arkitektfirmaet Friis Andersen i opgaven med at vurdere bygningen og opgaverne med at istandsætte den. Ifølge en pressemeddelelse fra menighedsrådet har opgaven været sendt i licitation og laveste pris er 4.867.578,86 kroner, hvoraf syv procent er hensat til uforudsete udgifter.
- På daværende tidspunkt var bygningerne endnu ikke vurderet af Guldborgsund Kommune. Det blev de efterfølgende og i januar i år kom det frem at præstegården har en bevaringsværdi på 2 på SAVE skalaen, hvor 1 er højeste karakter.
- Forvaltningens indstilling til politikerne har på den baggrund været, at man ikke bør give nedrivningstilladelse til byggeriet. Forvaltningen anbefalede derimod, at man nedlagde et paragraf 14 forbud og fik en lokalplan på plads, der yderligere sikrede boligen for fremtiden.
- På byrådsmødet i september 2023 var der dog flertal for at give nedrivningstilladelse.
- Siden har flere bevaringsarkitekter og foreningen Historiske Huse udtalt sig om sagen i flere medier. Uden at det har ændret skæbnen for den bevaringsværdige bygning.