Veninder fra Ukraine støtter hinanden i en skræmmende tid

GULDBORGSUND: Seks timers togtur er ingenting, når der står en kær veninde på perronen og venter.

En veninde, der ved præcis, hvordan man har det, når man er langt væk hjemmefra og fuld af bekymringer for sin familie og sit lands fremtid.

I denne uge trillede toget fra Hamborg ind på Hovedbanegården med 18-årige Dasha Sikan om bord. På perronen ventede 20-årige Veronika Patlan fra Falster.

De to unge, ukrainske kvinder mødtes for at støtte hinanden i en skræmmende tid.

Dasha har ikke hørt fra sin far, der kæmper i den ukrainske hær, i fem dage.

Sidst Veronika talte med sin fætter, der også stadig er i hjemlandet, sad han i en kælder med lyden af bomber i baggrunden og dårlig forbindelse.

- Når jeg ringer til ham og ikke kan få fat i ham, ved jeg ikke om det er på grund af den dårlige dækning, eller der er sket noget forfærdeligt. Jeg er bange hver gang min telefon ringer. Bange for at der er dårligt nyt om min familie i Ukraine, fortæller Veronika Patlan.

Fremtid i Danmark

Hendes mor bor i Ukraine, mens hendes far bor med sin kone på Falster.

Den unge kvinde taler flydende dansk efter at have boet her i godt fire år. Hun har en dansk kæreste og har taget 9. og 10. klasse her i landet, ligesom hun har gennemført grundforløb som kok på CELF.

Nu arbejder hun som vikar i en børnehave og vil begynde at læse HF til sommer. Hun er glad for Danmark og satser på en fremtid her i landet.

Fremtid i Tyskland

For 18-årige Dasha Sikan ligger fremtiden sandsynligvis i Tyskland, hvor hun kom til for tre uger siden som flygtning.

Hun forlod sit universitetsstudie i turisme i Kiev, sit job og sin familie for at komme væk fra krigen.

Første stop var Polen, men mængden af ukrainske flygtninge der, fik Dasha Sikan til at rejse videre til Tyskland, hvor hun er blevet taget godt imod af en tysk/ukrainsk familie, der hjælper hende med uddannelse, job og sprog.

- Jeg har en god chance for et nyt liv i Tyskland. Selvfølgelig vil jeg gerne tilbage til Ukraine, men landet er i en frygtelig situation, og jeg føler mig usikker på, hvad der er af fremtid for mig der. Det er meget sørgeligt, men jeg prøver at tænke positivt og fokusere på fremtiden, forklarer Dasha Sikan.

Ikke et barn længere

Hun bekymrer sig om sin mor og bedstemor, der er blevet i hjemmet i en lille by tæt på Kiev.

- Min bedstemor er for gammel til at flygte, og min mor vil blive i nærheden af hende og min far, så jeg er flygtet alene. Jeg prøvede at få dem til at følge med, men min mor siger, at jeg ikke er et barn længere, fortæller Dasha Sikan, der nu forsøger at leve op til den tillid på egne ben i Hamborg.

Langt hjemmefra kommer venskabet mellem Veronika og Dasha til at betyde endnu mere, end det ellers har gjort. De mødtes for fire år siden på Instagram og har opbygget et tæt venskab online. De har ikke tilbragt meget tid samme fysisk, men i denne uge satte de et par dage af til at hygge sig, snakke og hjælpe hinanden i en svær tid.

- Vi er en lille del af hinandens familie nu, fastslår Veronika og fortsætter:

- Dasha har intet her og selvfølgelig vil jeg hjælpe hende, alt hvad jeg kan. Krigen har bragt os tættere sammen. Det er både mærkeligt og smukt, at en krig kan virke sådan.

Hvorfor skal min far måske dø på grund af Putin?

Veninderne har givet hinanden et lille frikvarter fra tankerne om krigen og deres familiers sikkerhed i Ukraine.

Men bekymringerne ligger lige under overfladen.

- Jeg tænker meget på min far. Jeg tror, at han er okay. Det vælger jeg at tro. Han er en god mand, og jeg er stolt af ham, fordi han kæmper for vores land. Men samtidig forstår jeg ikke, hvorfor min far måske skal dø, fordi Putin har startet en krig. Det giver ikke mening, fortæller Dasha Sikan, der ikke ved, hvor hendes far er i øjeblikket.

Veninderne er enige om, at Europas opmærksomhed og støtte til Ukraine er vigtig og værdsat.

Men de ville ønske, at vi alle sammen havde andre årsager end en skræmmende krig til at tale om deres land.

- Jeg glæder mig til, vi i stedet kan tale om en god fremtid for Ukraine, lyder ønsket fra Veronika Patlan, inden hun efter to dages frikvarter følger sin veninde tilbage til Hovedbanegården i København for at sætte hende på toget tilbage til Hamborg.

Familien fortæller om bomber i huset