VENSTREFOLK OM DROPPET ADVOKATUNDERSØGELSE: - DET ER NATURLIGT

Ditte Rust finder den store lyst til at udtale sig om en droppet advokatundersøgelse mærkværdig. Arkivfoto: Ingrid Riis

Der er tiltro til, at Jakob Ellemann-Jensen (V) gør det rigtige for sit parti ved at droppe advokatundersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: Landet over er medlemmer af partiet Venstre mere end parate til at kommentere på regeringsforhandlingerne. Det står nemlig klart, at de indebærer dét som for nogle er et løftebrud og for andre en naturlig konsekvens af mandatet på landsmødet. Søndag kom det frem, at Venstre ikke længere vil kræve en uvildig advokatundersøgelse af Mette Frederiksens (S) rolle i minkskandalen.

Bo Von Würden er formand i Venstre Guldborgsunds lokale afdeling. For ham er den droppede advokatundersøgelse ingen overraskelse.

- Det er da trist, men det kommer som en naturlig følge af landsmødet, hvor medlemmerne sagde god for, at man undersøgte mulighederne for at gå i regering. Hvad ellers? Jo, så skulle man have gjort advokatundersøgelsen til det vigtigste og ikke være gået videre i regeringsforhandlingerne.

En anden lokal venstre-soldat er Ditte Rust, der sidder i Guldborgsund Kommunes byråd for Venstre.

- Jeg synes, det er utrolig svært at udtale mig om. Jeg ved jo ikke, hvad der forhandles om. Det lader til at være en høj pris, men er det det værd? Det ved kun dem, som sidder med ved bordet og det er ikke forsvarligt, at jeg udtaler mig om det. Men jeg håber, Venstre giver køb på det for at trække Danmark i en borgerlig, liberal retning. Det har jeg absolut tiltro til, at Venstres ledelse har styr på, lyder det.

Det lader til at være en høj pris, men er det det værd?

Ditte Rust, Venstre

Ditte Rust understreger, at hun finder det lidt mærkværdigt, at andre partimedlemmer har travlt med at udtale sig om sagen, når de ikke ved hvad Venstre får for at droppe undersøgelsen.

- Men jeg glæder mig til at høre grundlaget for det, hvis det kommer for en dag. Og vi skal huske, at det også kan vise sig at blive dyrt for Mette Frederiksen. Det ved vi heller ikke endnu, understreger politikeren.