VENTER I SPÆNDING PÅ AFKLARING OM MARINESTATIONENS FREMTID
Hobbystensamler Doris Damberg glæder sig til at se, om der dukker nogle fremtidsplaner frem omkring marinestationen på det næste byrådsmøde. Foto: Jan Knudsen
Foto:Jan Knudsen FT
Der bliver fulgt godt med i de aktuelle udmeldinger omkring den gamle marinestation på Gedser Odde, hvor lokale udstillere er spændte på snart at høre, om der dukker nogle konkrete planer og udmeldinger op omkring fremtidsudsigterne for det, der i dag er et velbesøgt formidlingscenter.
GEDSER ODDE: Skiltet med nedstyrtningsfare et par meter fra Gedser Oddes gamle marinestation har vel sjældent været mere aktuelt end nu. Her tænkes naturligvis på den verserende debat omkring de forskellige mulige fremtidsscenarier for marinestationen, hvor der i øjeblikket hersker stor usikkerhed om, hvorvidt marinestationen kan have en fremtid som et formidlingscenter på Gedser Odde eller om det måske ender med en nedrivning, når den kommunale lejeaftale snart udløber.
- Vi er mange, som glæder os til det næste byrådsmøde her i midten af september, for der forventer jeg, at vi kan få præsenteret nogle planer for, hvad det er, kommunen har af idéer med marinestationen. Hvis der er nogle planer med den overhovedet, lød det fra hobbystensamler Doris Damberg.
Stensamleren er meget glad for at kunne udstille sine mange forskellige personligt indsamlede sten i udstillingslokalerne på odden, og Doris Damberg mener selv, at hun får sendt rigtig mange gæster videre ind til nogle af Gedsers øvrige attraktioner på sådan en helt almindelig udstillingsdag på Nordens sydligste punkt.
Kører efter odden
- Når folk kommer herud, så har de ikke set eksempelvis skiltet, der viser vej til Det Sorte Geomuseum. Men der kan de finde hen, når jeg har fortalt dem om muligheden for at besøge eksempelvis den eller en af de andre attraktioner i Gedser. Folk kører efter at komme ned til det sydligste punkt, og det er derfor, det er så vigtigt at bibeholde det, så der fortsat er noget at køre efter, lød det søndag eftermiddag fra Doris Damberg blandt fuglekiggere, tyske turister og andet godtfolk omkring marinestationen.
Doris Damberg har haft stenudstilling det meste af august og er nok inde i rummet med de mange plancher om marinestationens historie en 14 dages tid mere. Her vil hun fortsat sørge for at sende gæster og turister videre til andre attraktioner i området. Det samme sørger også Suzanne Toxværd Rasmussen for - denne uge med - ovre i formidlingsstationens andet udstillingslokale, når hun ikke lige skal præsentere et af sine egne malerier.
Jeg synes, vi fortjener at høre politikerne melde noget konkret ud.
Maleriudstiller Suzanne Toxværd Rasmussen
- Jeg er også meget spændt på at høre, om der bliver præsenteret nogle planer med området overhovedet på det næste byrådsmøde. Jeg synes, vi fortjener at høre politikerne melde noget konkret ud. Personligt kunne jeg godt tænke mig, at marinestationen fik lov at fortsætte eventuelt med en lille café herude. Der er rigtig mange af vores gæster, som efterspørger lidt at spise og drikke. Jeg har også lige haft et lille barn, som blev helt overrasket over, at der var strøm herude, så man kunne få ladet telefonen op, lyder det fra Suzanne Toxværd Rasmussen.
Muligheder og fondsmidler
- Det, jeg bliver mest ked af, det er, at man i øjeblikket blot resignerer i stedet for at tænke fremtid og visioner ind i området Gedser Odde. Men jeg skal nok kæmpe videre for, at der fortsat er noget at køre efter herude. Det handler altså om at vise den smukke og helt unikke natur samt kulturhistorien frem. Og hvis vi ikke gør noget nu, så er muligheden pludselig væk. Jeg er spændt på at høre, hvad politikerne vil med stedet, tilføjede udstilleren, der en uge mere er at finde på marinestationen, hvor Suzanne Toxværd Rasmussen personligt meget gerne viser rundt, hvis der skulle komme en eller flere lokalpolitikere forbi.
Formanden for Bevar Gedser Odde, Tonni Pedersen, var også cyklet på søndagstur ud til Gedser Odde. Herfra lød den klare melding, at der stadig er masser af muligheder for at omdanne eksempelvis marinestationens to underjordiske etager til oplevelsesrige kvadratmeter.
De godt beskyttede og helt unikke underjordiske gange og lokaler ville Tonni Pedersen i øvrigt meget gerne begynde at søge diverse fondsmidler til at udnytte. Altså lige så snart der viser sig en chance for, at marinestationen måske alligevel har en fremtid som et indslag på en muligvis fortsat kommunalt lejet grund.
Seneste artikler
Lokale MF'ere i spidsen for nyt, stort udvalg
Friluftsbad kan endelig åbne
Stort panttyveri fra ø-butik
Ildsjæle stablede åbningsfest på benene og betalte det hele selv
Ny opgørelse: Så mange på LF har langt til offentlig transport
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Efterlyser vidner i sag om grov vold