Voldsom aften: Lynnedslag i hus i Nykøbing

Et lyn slog ned i et hus i Nykøbing tirsdag aften. Arkivfoto: Jan Knudsen

Brandvæsenet måtte rykke ud, da et lyn havde ramt et hus tirsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det var en hidsig byge, der ramte lokalt over Sydhavsøerne tidligt tirsdag aften, hvor både regnvejr, lyn og et par store tordenskrald ledsagede uvejret, der blandt andet strøg ind over Nykøbing omkring 17-tiden.

For et par i en bolig i Ryesgade i Nykøbing blev uvejret pludselig en uvelkommen gæst, da et lyn slog ned i parrets hus. Det fortæller indsatsleder i Lolland-Falsters Brandvæsen Brian Midjord Petersen, som var forbi huset, efter lynet var slået ned.

- Det havde slået ned i en antenne, der sad på husets skorsten. Strømmen var gået i huset, og der lugtede mærkeligt, så de ville gerne have bekræftet, at der ikke var noget galt efter lynnedslaget. De fik besked på at kontakte en elektriker, der kunne hjælpe med strømsvigtet, og så var vi forbi med et termisk kamera for at være sikker på, at der ikke var noget, der lå og ulmede, fortæller Brian Midjord Petersen.

Kan skabe ravage

Det var heldigvis ikke tilfældet, og parret slap derfor med skrækken. beboerne havde dog været påvirket af lynnedslaget, der havde været voldsomt for dem, fortæller indsatslederen.

- Det er ikke så tit, at vi er ude til lynnedslag, der har slået ned i huse, men nogle gange kan det godt have voldsomme konsekvenser. Jeg kan huske for et par år tilbage, hvor et lyn havde slået ned i en bevaringsværdig bygning, der udbrændte fuldstændig. Så det kan godt skabe ravage, og jeg kan godt forstå, at de ringede til os, lyder det fra Brian Midjord Petersen.

Heldigvis var der ikke sket skader på huset, og parret kunne blive og sove der uden at være utrygge, forsikrer han.