Ledelsen på Nordvestskolen i Helsingør har valgt at bortvise tre elever fra 0. klasse efter gentagne tilfælde af omfattende hærværk. Det skriver Helsingør Dagblad.
To af de tre drenge på omkring syv år, som deltog i hærværket, er blevet smidt ud af Nordvestskolen og går nu i skole andre steder. Skolelederen mener ikke, at der var andre muligheder.
- Det er skolens politik, at når man overtræder skolens regler på grov og uansvarlig måde og endda efter en advarsel gentager forseelsen, så må vi drøfte, om der er andre muligheder for børnenes skolegang, siger Tommy Sørensen, skoleleder på Nordvestskolen.
De tre elever fra 0. klasse havde for et stykke tid siden udført hærværk på talrige biler på skolens parkeringsplads.
Ifølge Helsingør Dagblads oplysninger havde de benyttet kæppe og sten, og biler fik knust ruder, ødelagt og blev påført store ridser.
Umiddelbart efter blev eleverne og deres forældre indkaldt til samtale på skolen. Samtalerne havde dog ikke det ønskede resultatet, for få uger senere var den gal igen.
De tre drenge havde på ny udøvet omfattende hærværk på biler parkeret på skolens P-plads. I alt blev 10 biler hærget. Skaderne er omfattende, og bilernes ejere har rejst et erstatningskrav, som drengenes forældre må tage sig af.
- Efter anden omgang gik vi ind i en dialog med forældrene, hvor vi anbefalede, at børnene fik et andet skoletilbud, altså flyttede skoler, så de kunne starte forfra i stedet for at blive fastholdt i den rolle, de havde puttet sig selv i. De tre børn fungerer godt i dag, siger Tommy Sørensen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned