11 kommuner får millioner til at puste nyt liv i hovedbyer
11 byer i landets yderområder får en økonomisk håndsrækning fra fonden Realdania til at skabe mere liv og aktivitet i bymidterne. Foto: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson/arkiv
ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Byer i yderområder skal være endnu mere attraktive, lyder det fra Realdania, som er klar med økonomisk støtte.
11 kommuner landet over kan se frem til en økonomisk håndsrækning fra fonden Realdania til at udvikle deres hovedbyer.
Det oplyser Realdania, efter at første ansøgningsrunde til projektet "Hovedbyer på forkant" er afsluttet.
Kommunerne, der alle er beliggende i yderområder, modtager hver mellem 300.000 kroner og otte millioner kroner.
Pengene skal bruges til at udarbejde strategiske planer for bymidterne i hovedbyerne.
- Bymidten i hovedbyerne er under pres. Handel udgør en stadig mindre del af gågadens liv, og der er ikke noget der tyder på, at den tendens vil ændre sig, siger projektchef i Realdania Björn Emil Härtel Jensen i en pressemeddelelse.
- Spørgsmålet er så, hvis ikke handel kan sikre liv i bymidten, hvad kan og skal så? Det spørgsmål vil vi sammen med - i første omgang - 11 byer og kommuner forsøge at finde svar på, siger han.
De 11 byer, der modtager støtte til udviklingsarbejdet, er Aabybro, Hobro, Thisted, Varde, Odder, Haderslev, Aabenraa, Assens, Rudkøbing, Kalundborg og Vordingborg.
Konkret får kommunerne støtte til at udarbejde strategiske planer for deres bymidter.
Planerne skal vise vejen for at skabe nyt liv og aktivitet i gågader og øvrige handelsgader.
Nogle kommuner vil for eksempel arbejde med at binde handelsområder, den historiske bykerne og eventuelle havneområder bedre sammen.
Vordingborg modtager som den eneste kommune støtte til et konkret, fysisk projekt.
Det er en omdannelse af byens stationsbygning og byrummene omkring.
Realdania har afsat i alt 73 millioner kroner til kampagnen, og senere på året gennemføres endnu en ansøgningsrunde.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned