27 lande kan ikke søge dansk visum

Turister og forretningsfolk fra lande som Qatar, Cypern og Libyen får fremover meget svært ved at komme til Danmark.

Et opsagt visumsamarbejde betyder nemlig, at de ikke kan søge visum til Danmark. Det skriver Politiken.

Indtil nu har der været indgået såkaldte repræsentationsaftaler med andre Schengenlande om, at de behandler danske visumsager de steder, Danmark ikke selv har en ambassade eller et generalkonsulat.

Men i september suspenderede det daværende Integrationsministerium repræsentationsaftalerne med Finland og Tyskland, og Frankrig opsagde for få dage siden visumsamarbejdet per 1. januar.

Årsagen er, at Danmark skaber administrative problemer, fordi de danske udlændingemyndigheder skal inddrages i både ansøgninger og afslag af sikkerheds- og indvandringspolitiske årsager.

- Vi har denne type aftaler med over 30 andre lande, og det fungerer fint efter de sædvanlige regler, siger Eric Bosc, assisterende talsmand i Frankrigs udenrigsministerium, til Politiken.

- Problemet er, at de danske myndigheder ikke ønsker at følge de almindelige procedurer, fortsætter han.

Ændringerne betyder blandt andet, at personer bosat i Tunesien skal flyve til Egypten for at søge visum.

Både Dansk Industri og professor ved Københavns Universitet Marlene Wind kritiserer den nye situation og kalder timingen særdeles uheldig. De begrænsede muligheder for at søge visum sker nemlig samtidig med, at Danmark overtager EU-formandskabet.

Justitsminister Morten Bødskov (S) forsikrer dog, at der blot er tale om "tekniske problemer".

- De repræsentationsaftaler, som Danmark har indgået med Tyskland, forventes at blive genetableret i løbet af et par måneder, når Tyskland har fået løst de nævnte tekniske problemer, siger ministeren.

Han tilføjer, at der arbejdes intensivt på at få lavet nye aftaler med andre lande.

/ritzau/

Borgere fra blandt andet Qatar, Peru og Cypern kan ikke længere søge om visum til Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret