36.000 kalkuner må lade livet efter fund af fugleinfluenza
Mere end 200.000 dyr fordelt på både hobbybesætninger og virksomheder er aflivet i årets løb som følge af sygdommen. Arkivfoto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix
SØREN STEFFEN
På farmen Stokkemarke, som ligger på Lolland, er en kalkunbesætning blevet ramt af smitsom fugleinfluenza.
Tæt på 36.000 kalkuner i en besætning på Lolland skal aflives, fordi myndighederne har fundet den smitsomme fugleinfluenzatype H5N1 hos fuglene.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsen er torsdag i samarbejde med Beredskabsstyrelsen i gang med at aflive de mange fugle.
- I dag går vi i gang med at aflive dyrene. Vi bruger gas og afliver af hensyn til dyrevelfærden. Samtidig mindsker vi risikoen for smittespredning, udtaler Mette Kirkeskov Sie, veterinærchef i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.
Influenzaen er ikke farlig for mennesker, forsikrer styrelsen.
Dagens fund bringer foreløbig det totale antal udbrud af fugleinfluenza i 2022 op på ni.
Mere end 200.000 dyr fordelt på både hobbybesætninger og virksomheder er aflivet i årets løb som følge af sygdommen.
- Tallene taler jo deres tydelige sprog. Så alle - uanset om man har få eller mange høns, ænder eller kalkuner - bør tage truslen om fugleinfluenzasmitte alvorligt, siger Mette Kirkeskov Sie.
I forbindelse med smitten ved Stokkemarke, har myndighederne oprettet en ti kilometers "overvågningszone" omkring farmen.
Det betyder blandt andet, at det er forbudt at flytte æg, høns og andre fugle uden en speciel tilladelse fra Fødevarestyrelsen.
For at skærme sin besætning mod smitte af fugleinfluenza bør ejere holde sine fjerkræ inde eller overdækket for at forhindre smitte fra vilde fugle, hvis der er tale om en større besætning.
Derudover bør fuglebesætninger blive fodret under tag, så vilde fugle ikke kan komme til hverken foder eller drikkevand, lyder det fra myndighederne.
Oplever fugleejerne en mistanke om influenza i deres besætning, som for eksempel kan være luftvejssymptomer eller høj dødelighed, bør der tages kontakt til en dyrlæge, fortsætter Fødevarestyrelsen.
Influenzaen er ikke farlig for mennesker, forsikrer styrelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned