418 nye smittede - antallet af indlagte stiger til 75
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
To dage med faldende smittetal vidner ifølge lektor om, at der er ved at komme styr på coronaudbrud.
Der er registreret yderligere 418 smittetilfælde med coronavirus i Danmark, viser Statens Serum Instituts daglige opdatering mandag.
Antallet af indlagte med coronavirus er steget til 75. Af dem er 12 indlagt på en intensivafdeling. Yderligere tre patienter på en intensivafdeling er også lagt i en respirator, hvor de får hjælp til at trække vejret.
Dermed er der en fortsat tendens til, at flere bliver indlagt med coronavirus. Eksempelvis var der for en uge siden 50 indlagte, mens der for 14 dage siden var 29.
Yderligere to er døde efter smitte med coronavirus.
Viggo Andreasen, lektor i matematisk biologi og epidemiforsker ved Roskilde Universitet, hæfter sig ved, at antallet af nye smittetilfælde har været faldende siden lørdagens rekord på 589 nye tilfælde.
- De 418 nye smittetilfælde er lavere, end vi har set de sidste par dage.
Søndag var antallet af nye smittetilfælde 469.
- Og selv om der er en betydelig statistisk usikkerhed, så er det her tal i den lave ende af, hvad man kunne frygte.
- Det er tegn på, vi er ved at have lidt styr på epidemien, siger Viggo Andreasen.
Søndag oplyste Statens Serum Institut, at antallet af indlagte var faldet til 59, men at der var stor usikkerhed om antallet af indlagte på grund af forsinkelser i indrapporteringen.
Af dagens opdatering fremgår det, at antallet af indlagte søndag ikke var 59 - men derimod 67. Dermed var der ikke tale om et fald, men en stigning søndag.
At antallet af indlæggelser stiger, kommer ikke bag på Viggo Andreasen.
- Der går jo cirka en uge, fra man bliver smittet, til man risikerer at komme på sygehuset med sygdommen.
- Så antallet af nye indlæggelser afspejler, hvordan situationen så ud for en uge siden. Og det er helt som forventet.
- Faktisk er jeg lidt imponeret over, at antallet af indlæggelser ikke er steget mere.
- Det tager jeg som udtryk for, at lægerne er blevet bedre til at behandle coronasmitte, end de var i foråret, og færre behøver indlæggelse, siger Viggo Andreasen.
Torsdag trådte nye restriktioner i kraft i København og hovedstadsområdet om lukning klokken 22 for restauranter, barer og værtshuse.
Lørdag blev restriktionerne landsdækkende.
Der vil ifølge Viggo Andreasen forventeligt gå en uge, før indgrebene vil kunne aflæses i smittetallet.
I den daglige opdatering indgår 42.022 nye testsvar. I de nye testsvar gemmer sig 19.268 personer, der er blevet testet for første gang.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie