80-årig forfatter skriver fem timer om dagen

I over 50 år har forfatter og dramatiker Nils Schou skrevet humoristisk og taget sin samtid alvorligt. Den 7. december fylder han 80 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Generationens muntre sædeskildrer - sådan er Nils Schou blevet beskrevet.

Hans humoristiske stil er ikke uden indhold, og han er kendt for at tage dagligdagens problemer under kærlig behandling.

7. december fylder forfatteren og dramatikeren 80 år.

Oprindeligt er Nils Schou uddannet jurist, men i 1967 blev han trukket ind i teatrets verden, da han begyndte med at skrive teaterstykker til Teatret Svalegangen i Aarhus.

Året efter fik han sin romandebut med værket "Tapre Hans".

I over 50 år har han udgivet værker, der spænder over alt fra børnebøger, ungdomsromaner og voksenbøger til filmmanuskripter.

Stort set alle værkerne er skrevet som lette komedier, men rammer alligevel en alvorlig tone.

Anmelderne elsker det dugfriske sprog og skriver, at Nils Schou har sans for tilværelsens mangfoldighed og for dens ulidelige lethed, der inkluderer, at livet kan være livsfarligt og hårdt.

Siden årtusindskiftet har forfatteren primært udgivet børne- og ungdomsromaner startende med bogen "Fucking forelsket" i 2003.

Emnet kærlighed og forelskelse har netop sat rammen for en stor del af Schous værker.

- Jeg har skrevet flere ting, der ikke er helt selvbiografiske, men ligger ti centimeter fra mig selv. Man husker ungdommen og spekulerer over, hvordan den danner en også som gammel.

- Nu er jeg 80 år, og jeg kan stadig se sporerne, og så har jeg haft held i kærlighed. Det optager mig meget, fortæller Nils Schou.

Arbejdet som forfatter er langt fra lagt på hylden, selv om Nils Schou nu fylder 80 år. Han bruger fem timer om dagen på at skrive på både en bog og et teaterstykke.

80-års-dagen fejrer Schou i Malmø sammen med sin kone, som han i øvrigt snart kan fejre guldbryllup med.

/ritzau/