Åben overfor forslag om fraflytningsstøtte

Forslaget om at betale folk for at flytte væk er ikke helt tosset, lyder det fra fejbatting. I hvert fald ikke som tingene ser ud nu.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan være en udfordring at være borger i Danmarks landdistrikter. Ikke mindst på de mindre småøer, hvor kerneområder som færgedrift og adgang til skoler er truet og med til at sende huspriserne i bund.

Som det ser ud nu i landdistrikterne, er forslaget om at betale folk for at flytte væk, derfor ikke helt tosset, lyder det fra Henriette Spandet Jensen, der bor på Fejø og er medstifter af gruppen Glemt eller Klemt i Lolland Kommune.

- Det er et kvalificeret forslag, hvis det er den centralistiske model, man har tænkt sig at blive ved med at køre ud over landdistrikterne. Den har man forsøgt siden 1980’erne, og den virker ikke. Den affolker og har lavet et udkantsdanmark, siger hun og kalder derfor også forslaget for mere ’konsekvent’.

- Det, der sker nu, er, at landbyernes eksistensgrundlag langsomt bliver undermineret, og at folks ejendomsværdi også langsom bliver udhulet. Der er det her forslag mere konsekvent. I stedet for langsomt at hægte folk af, giver man dem en reel chance for at gøre noget andet uden at lide den økonomiske nedtur, der er ved at afvikle områder.

Henriette Spandet understreger, at hun dog er mere til, at man gør noget mere decentralt. For eksempel ved at undersøge, hvilke lokalområder der ønsker at arbejde med deres egen situation, hvor der er lokale ressourcer, hvor man kan bygge nogle lokale centre og derefter kaste pengene derhen.

- Lad borgerne få pengene og magten over dem. De ved, hvor der skal sættes ind. Og hvis der er borgere, der ønsker at udvikle deres lokalområder, så kan det jo også lade sig gøre. Det har vi jo set, siger hun.